25.05.2019, 20:10 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: Getty Images

Tid til at reflektere

FC Midtjyllands cheftræner Kenneth Andersen er stolt af sæsonen, som gav sølvmedaljer og en historisk pokaltitel

Lørdag aften afsluttede FC Midtjylland sæsonen mod Esbjerg fB, og det blev et punktum med et smalt nederlag på 2-1, hvilket gav de sydvestjyske oprykkere bronzemedaljer.

For FC Midtjyllands cheftræner Kenneth Andersen indikerede slutfløjtet mod Esbjerg også snarlig ferie, og han ser tilbage på sæsonen med tilfredshed.

- Vi står med sikre sølvmedaljer og vi vinder et pokalmesterskab for første gang, så det har da været en godkendt sæson, siger Kenneth Andersen.

Han trådte til som cheftræner i oktober 2018, da Jess Thorup rejste til Gent i Belgien, og nu er det så tid til at puste lidt ud.

- Det har været mega spændende, og det har bestemt også været sjovt. Jeg kan da også mærke, at det er et hårdt og stressende job, som fylder en del mere end det job, jeg havde før, siger Kenneth Andersen smilende.

Nu ser han frem til at få lidt tid til at reflektere, og han glæder sig til at være med i en hel forbredelse forud for sæsonen.

- Vi skal jo have trimmet truppen en smule, men nu må vi se, hvad det ender med, siger Kenneth Andersen, som slutter af med at rose Rilwan Hassan, som sagde farvel til FC Midtjylland.

- Jeg var på akademiet sammen med Rilwan, og han er en spiller, som satte et stort aftryk på såvel akademi som i Superligatruppen, så vi kommer helt sikkert til at savne ham, siger FC Midtjyllands cheftræner efter sæsonens sidste kamp.

Nu venter der blot lidt møder i løbet af søndagen, og så er der udsigt til nogle uger uden fodbold.

 

FCM vs. BIF – 1. sep.

Køb billet