17.10.2018, 18:30 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: Getty Images

Tim Sparv førte an for Finland

FCM havde flere spillere i landsholdstrøjer - blandt andet scorede Awer Mabil i sin debut for Australien

En række af FC Midtjyllands spillere har ikke passet klubtræningen de seneste dage, men der har været en både god og gyldig grund til det.

Spillerne var nemlig indkaldt til landsholdstjeneste, og hos Finland bar Tim Sparv anførerbindet i de to Nations League-kampe mod henholdsvis Estland på udebane og Grækenland på hjemmebane. Det blev til to sejre, 1-0 og 2-0, og Tim spillede fuld tid i begge kampe, som via sejrene placerer finnerne suverænt i toppen efter fire sejre af fire mulige i Nations League.

Langt fra Finland, nærmere bestemt Kuwait, var Awer Mabil samlet med det australske landshold, og Awer fik sin debut, da han blev indskiftet i anden halvleg. Han takkede pænt for det indhop ved at score kampens sidste mål i Australiens 4-0 sejr. Stort tillykke, Awer.

Bozhidar Kraev stillede ligeledes op i Nations League, og det gjorde han for Bulgarien, som hjemme slog Cypern med 2-1, mens det blev til et 1-0 nederlag på udebane mod Norge. I det første opgør var Bozhidar i startopstillingen, i den anden kamp kom han på banen i anden halvleg.

For Joel Andersson var der tale om en direkte duel om førstepladsen, da Sverige i EM-kvalifikationen for U21-landshold mødte Belgien på hjemmebane. Desværre for Joel og holdkammeraterne endte det med et nederlag på 3-0, så Belgien snuppede førstepladsen i gruppen.

Til gengæld var Nicolas Madsen og Japhet Sery begge med til at sikre det danske U19-landshold videre avancement i EM-kvalifikationen - det skete i Finland, og dermed er danskerne klar til forårets Elite Round.