23.07.2018, 18:15 | Af: Mads Hviid | Foto: Getty Images

Truppen mod Astana

21 spillere er rejst med til Kasakhstan, hvor FC Astana venter i 2. kvalifikationsrunde til Champions League

FC Midtjylland indleder jagten på gruppespillet i Champions League ude mod FC Astana på Astana Arena i morgen kl. 20:00 lokal tid (kl. 16:00 dansk tid). 

FC Astana er, ligesom Ulvene, forsvarende nationale mestre og kasakherne er vant til europæiske kampe, idet de har kvalificeret sig til gruppespillet tre sæsoner i træk. Forrige sæson imponerede Astana i Europa League, hvor de spillede sig videre til knockout-fasen via andenpladsen med 10 point  i en gruppe med Villarreal, Slavia Prag og Maccabi Tel Aviv. 

Jess Thorup er bevidst om, at der venter en modstander af høj kvalitet og cheftræneren understreger vigtigheden af, at sikre et godt udgangspunkt til returopgøret. 

- Astana er en rutineret modstander i international sammenhæng. Deres deltagelse i gruppespillet tre sæsoner i træk vidner om høj kvalitet og de har formået at holde fast på stammen i startopstillingen. Som hold kommer de med god fysik og samtidig har de stor individuel kvalitet på de offensive pladser. 

- Det er vigtigt at huske, at vinderen afgøres over to kampe. Vi har tidligere vist, at vi er stærke hjemme, så vi skal skabe et godt udgangspunkt til hjemmekampen på MCH Arena. Hvis vi formår det, har vi gode muligheder for at trække det længste strå, spår Thorup.   

Cheftræneren adresserer endvidere stoltheden i, at FC Midtjylland skal forsvare de danske farver i verdens største klubturnering.  

- Vi glæder os til at træde ind i Champions League. Vi skal repræsentere Danmark på den største scene i klubfodbold og det skal vi være enormt stolte af. Det er stort for alle i og omkring klubben og vi vil gøre alt for at leve op til forventningerne – ikke mindst vores egne, slutter cheftræneren. 

Trænerteamet har udtaget nedenstående trup bestående af 21 spillere, hvoraf tre skæres fra til den endelige kamptrup.  

FC Midtjyllands trup
1. Jesper Hansen
2. Kian Hansen
3. Tim Sparv
4. Zsolt Korcsmár
5. Marc Dal Hende
7. Jakob Poulsen
8. Ayo Okosun
13. Alexander Munksgaard
15. Bozhidar Kraev
16. Bill Hamid
19. Mayron George
20. Rasmus Nicolaisen
22. Mikkel Duelund
24. Mads Døhr Thychosen
25. Bubacarr Sanneh
26. Artem Dovbyk
28. Erik Sviatchenko 
33. Paul Onuachu 
38. Frank Onyeka 
45. Awer Mabil
88. Gustav Wikheim

Du kan se kampen fra Kasakhstan live på TV3+ fra kl. 15:55 eller følge med via FC Midtjyllands Twitter.