01.09.2018, 15:22 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: Getty Images

Truppen mod Brøndby IF

Cheftræner Jess Thorup er optimistisk trods mødet med et godt hold på en svær udebane

Søndag aften klokken 20.00 møder FC Midtjylland på udebane Brøndby IF i Superligaen, og cheftræner Jess Thorup har udtaget følgende trup: Jesper Hansen, Mikkel Andersen, Joel Andersson, Kian Hansen, Erik Sviatchenko, Ayo Simon Okosun, Marc Dal Hende, Alexander Scholz, Tim Sparv, Mads Døhr Thychosen, Jakob Poulsen, Mayron George, Rasmus Nicolaisen, Awer Mabil, Frank Onyeka, Gustav Wikheim, Paul Onuachu og Bozhidar Kraev.

- Torsdag aften og fredag var hårde for alle i og omkring FC Midtjylland, men vi har tidligere bevist, at vi kan håndtere deltagelse i to turneringer, så der bliver ikke noget med at løbe rundt og have ondt af os selv, garanterer Jess Thorup.

Han er bevidst om, at der venter en svær opgave mod rivalen fra sidste sæsons tætte guldkamp, og han både håber og tror på, at FCM-spillerne revancherer sig fra Malmö-kampen i torsdags.

- Den bedste måde at komme videre på er en ny kamp, og vi er mega opsatte på at levere et godt resultat i Brøndby. Ja, de er gode, og Brøndby Stadion er et svært sted at spille, men det gik jo meget godt, sidst vi var der, konstaterer FC Midtjyllands cheftræner, som også har en god følelse forud for søndagens kamp:

- Vi viste i opgøret inden sommerferien, at vi har fundet nøglen til at lykkes på Brøndby Stadion.