05.05.2019, 19:52 | Af: | Foto: Getty Images

Ulvene nedlagt i Odense

FC Midtjyllands-spillerne stemplede aldrig rigtigt ind i kampen mod OB.

Det var et ændret FCM-mandskab, der gik på banen i Odense søndag aften. Skader til blandt andre Andersson og Onyeka betød, at der var fem ændringer i truppen mod OB.

De første 45 minutter bød på chancer i begge ender. Et aggressivt OB-hold gjorde det dog svært for FCM-spillerne at komme igennem til de helt store chancer.

Hjemmeholdet satte sig mere og mere på spillet i slutningen af første halvleg, og efter 40 minutter gav det pote. Et langt indkast endte i FCM-feltet hvor Alexander Ludwig headede den i mål.

Der skulle kun gå et minut efter pausen, inden OB igen var farlige. Kadrii tog bolden med ind i FCM-feltet og serverede den for Thomasen, der bankede den ind bag Jesper Hansen til 2-0. 

Et kvarter senere kom reduceringsmålet for gæsterne. Nicolaisen skød på mål efter et hjørnespark, og Dal Hende rettede bolden af undervejs, så den snød Grytebust i OB-målet. 2-1.

Men der gik kun ét minut, inden OB igen kom på tavlen. Kadrii blev sendt i dybden og fandt Casper Nielsen inde i FCM-feltet. Herfra scorede angriberen sikkert.

Det lykkedes ikke Ulvene at svare igen, så det endte med en OB-sejr på 3-1. FC København havde kort efter kick off i Odense slået Brøndby, hvilket betød, at mesterskabet nu er sikret i hovedstaden. 

FCM vs. FCN – 21. jul.

Køb billet