28.05.2017, 18:18 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Getty Images

Ulvene tabte bronzedysten

Torsdag venter playoff-kamp om europæisk deltagelse mod enten OB eller Randers.

Søndag kunne FC Midtjylland sikre sig bronzemedaljer og en direkte plads i Europa League-kvalifikationen, hvis holdet lykkedes med at besejre Lyngby BK i lidt af en finalekamp på MCH Arena. Men opgøret blev alt andet end en festdag for hjemmeholdet, der tabte med klare 0-3 og må forberede sig på playoff allerede på torsdag.

Ironisk nok var midtjyderne klart bedst i første halvleg, og særligt Paul Onuachu havde mulighederne for at bringe FCM foran, blandt andet med et godt hovedstødsforsøg lige forbi stolpen.

Men et kynisk Lyngby-mandskab udnyttede et snorksovende FCM-forsvar til at score til 0-1 efter 34 minutter og dermed lægge maksimalt pres på værterne. Målscorer var Bror Blume, der kort forinden havde overplaceret en friløber.

Trods scoringen imod var hjemmeholdet fortsat i teten rent spillemæssigt, men forsvaret så atter meget uheldigt ud i første halvlegs overtid, og igen kostede det dyrt på måltavlen. Mikkel Rygaard udbyggede til 0-2 midt i al virvaret, og panderynkerne i FCM-lejren var for alvor store. I anden halvleg skulle holdet finde tre mål flere end lyngbyerne.

Trænerteamet måtte satse, og det betød en pauseindskiftning af Rafael van der Vaart, der erstattede André Rømer på midtbanen. Samtidig kom Kristian Riis ind i stedet for Kian Hansen, der var klarmeldt men blev skadet mod halvlegens slutning.

Med lidt mere tur i den havde FCM’erne udlignet efter bare ti minutter af anden halvleg. Først var Jonas Borring tæt på, og Paul Onuachu havde et forsøg på stolpen fra tæt hold. Men tavlen viste stadig 0-2.

Små tyve minutter før tid indskiftede gæsterne Jeppe Kjær, og den lille målræv viste straks prøve på sin speed og sine fikse afslutninger. Mindre end fem minutter skulle han bruge på definitivt at sende bronzemedaljerne til Lyngby, da han chippede bolden ind til 0-3. Kort efter modtog Jeppe Kjær et direkte rødt kort, men med under ti minutter igen var det for sent for FCM at udnytte overtallet.

Med nederlaget må FC Midtjylland tage til takke med fjerdepladsen, hvilket betyder, at holdet skal spille playoff-kamp om en plads i Europa League-kvalifikationen mod enten OB eller Randers FC. Kampen spilles torsdag kl. 20:00 på MCH Arena.

 

Kampfakta:

Alka Superliga, runde 36:
FC Midtjylland – Lyngby BK 0-3 (0-2)

34’ 0-1 Bror Blume
45’ 0-2 Mikkel Rygaard
76’ 0-3 Jeppe Kjær

Advarsler:
9’ Michael Lumb, LBK
26’ André Rømer, FCM

Udvisninger:
81’ Jeppe Kjær, LBK

Holdopstillinger (Udskiftninger):
FCM, 4-1-4-1:
Johan Dahlin – Rasmus Nissen Kristensen, Kian Hansen (46’ Kristian Riis), Rasmus Nicolaisen, Filip Novák – André Rømer (46’ Rafael van der Vaart) – Rilwan Hassan, Jakob Poulsen, Mikkel Duelund (61' Gustav Wikheim), Jonas Borring – Paul Onuachu.
Bænk:
Mikkel Andersen, Kristian Riis, Andreas Poulsen, Kaan Kairinen, Rafael van der Vaart, Gustav Wikheim, Bruninho.

LBK, 4-4-2:
Jesper Hansen – Jeppe Brandrup, Hallgrimur Jonasson, Thomas Sørensen, Michael Lumb – Jesper Christjansen, Martin Ørnskov – Lasse Fosgaard (71’ Jeppe Kjær), Mikkel Rygaard (87’ Alexander Munksgaard), Bror Blume – Kim Ojo (87’ Jens Odgaard).
Bænk:
Andreas Larsen, Thomas Guldborg Christensen, Alexander Munksgaard, Gustav Marcussen, Casper Højer, Jens Odgaard, Jeppe Kjær.

Dommer:
Michael Tykgaard

Tilskuere:
10.499 på MCH Arena

Kampens FCM-spiller:
Paul Onuachu

FCM vs. BIF – 1. mar.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox