10.02.2017, 15:00 | Af: Jakob Engelst Nørgaard | Foto: FC Midtjylland

Unge ulve imponerede i nederlag

FC Midtjylland tabte 1-2 til BK Häcken i anden træningskamp i Dubai, hvor mange unge spillere fik chancen

I anden træningskamp I Dubai venter en kamp mod svenske BK Häcken, der sluttede som nummer 10 i Alscenskan i sidste sæson. Nogle vil huske Alexander Farnerud, der spillede i Brøndby IF år tilbage, som er anfører for svenskerne, der stiller op i en 4-4-1-1.

FC Midtjylland spillede kamp for to dage siden og stiller derfor op med mange unge talenter på banen. Således er der både blevet plads til Rasmus Nicolaisen og Victor Torp i midterforsvaret. 17-årige Victor Torp spiller som regel centralt midt, men i dagens kamp vil han spille midtstopper. På højre back spiller Babajide David, der også fik spilletid i første træningskamp mod AIK. På venstreback er Nikolaj Kirk valgt frem for Filip Novak, der får en pause. Også Kirk spiller normalt længere fremme af banen på den centrale midt.

Tim Sparv huserer på sin 6’er i vanlig rolle og er anfører i Jakob Poulsens fravær, mens han har André Rømer og Mikael Anderson foran sig på midten. På venstre kant ligger Jonas Borring, mens unge Mads Vang er på højre kant. Forrest som angriber er Bruninho, der spiller sin første kamp fra start i FCM-trøjen.

FC Midtjylland starter kampen fint, og sætter sig på spillet fra begyndelsen, mens Häcken forsøger sig på kontrastød. Ikke de store chancer i de første ti minutter, men fin intensitet i spillet og duellerne.

Første store chance tilfalder FC Midtjylland, da der bliver begået frispark på Mikael Anderson et stykke uden for feltet. Tim Sparv lægger et godt indlæg ind i feltet, som Mads Vang kommer på. Han sender bolden lige forbi stolpen. Stadig 0-0 men et fint forsøg.

Efter tyve minutter viser Nikolaj Kirk sig frem. En hurtig kropsfinte sætter hans direkte modstander og Kirk rykker ind i banen og afslutter. Skuddet sejler et stykke over mål og er ikke farligt, men det var en fin aktion.

Efter 24 minutter rykker Häckens angriber Kamara i dybden bag Babajide David. David henter et par meter på ham, men han når ikke frem til at nå andet end at begå et frispark lige uden for feltet i den ene side. Svenskerne lægger ind over, men Jonas Borring kommer højt og clearer bolden.

André Rømer er tæt på at score, da Victor Torp slår et godt slået hjørnespark til forreste stolpe. Rømer når højest på den og header på langs af målet, men bolden cleares på stregen.

Efter 40 minutter slår Häcken en god bold ind bag forsvaret, hvor Joel Andersson er løbet i dybden. Han tager den ned med brystet, vender rundt og står over for Mikkel Andersen. Han mangler køligheden og sparker over mål. Stadig 0-0.

Første halvleg ender målløst, og de to hold går til pause med 0-0 efter en halvleg, hvor der har været høj intensitet, men få chancer. Man må rose det unge, urøvede forsvar med to midtbanespillere i Kirk og Torp, der har formået at holde nullet og holde svenskerne fra store chancer.

Til anden halvleg skiftes Tim Sparv og Bruninho ud, der erstattes af Rilwan Hassan og Paul Onuachu. André Rømer rykker ned på den defensive midt og Rilwan Hassan bliver på midten.

Mikkel Andersen lægger anden halvleg ud med at have en stor redning inde på stregen. Han får clearet bolden ud til siden.

Kort tid efter er der hjørnespark til FC Midtjylland. Debutanten Victor Torp slår den fra højre side mod bagerste stolpe, hvor han finder Jonas Borring, der har overtaget anførerbindet. Borring header bolden på tværs af målet og ind bag keeperen til 1-0 efter 55 minutters spil.

To minutter senere begår Rasmus Nicolaisen et straffespark i eget felt og indkasserer et gult kort. Alhassan Kamara sparker og udligner kort tid efter til 1-1.

Efter 65 minutter skiftes André Rømer ud for Kristian Riis, der rykker ned i midterforsvaret og placerer Victor Torp længere fremme på banen på den defensive midt.

Det lykkes Paul Onuachu at heade bolden i kassen på et et indlæg fra Victor Torp, men dommeren dømmer et frispark til keeperen. Stadig 1-1 efter 68 minutter.

Med 12 minutter tilbage af kampen får BK Häcken et frispark midt på FC Midtjyllands banehalvdel. Den bliver slået i feltet, hvor en David Engstrom let kommer til en hovedstødschance og scorer til 1-2 til svenskerne.

Rasmus Nicolaisen bliver skiftet ud til fordel for Rasmus NK efter 85 minutter.

FC Midtjylland kommer ikke en udligning nærmere. Kampen ender 1-2 til svenskerne, efter at FC Midtjylland spillede med ni akademispillere på banen i hele anden halvleg.

Kampfakta:

Træningskamp i Dubai mod BK Häcken fredag den 10. februar 2017:
FC Midtjylland 1 – 2 BK Häcken
’55: 1-0 Jonas Borring
’57: 1-1 Alhassan Kamara
’78: 1-2 David Engstrom

Advarsler:
’57: Rasmus Nicolaisen

Holdopstilling (Udskiftninger):
FCM, 4-1-4-1:
Mikkel Andersen – Babajide David, Victor Torp, Rasmus Nicolaisen (Rasmus NK), Nikolaj Kirk - Tim Sparv (Rilwan Hassan), André Rømer (Kristian Riis), Mikael Anderson, Mads Vang, Jonas Borring – Bruninho (Paul Onuachu).

Bænk:
Andreas Raahauge, Kristian Riis (ind 65), Rasmus Nissen Kristensen (ind 85), Jakob Poulsen, Rilwan Hassan (ind 45), Mikkel Duelund, Paul Onuachu (ind 45).

FCM vs. RFC – 30. jul.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox