27.01.2020, 11:30 | Af: Af Flemming Linnebjerg | Foto: FC Midtjylland

Victor Torp udlejes til FC Fredericia

Den 20-årige offensivspiller har underskrevet en lejekontrakt frem til sommeren 2020 med 1. divisionsklubben

Hos Victor Torp er der glæde, det er der også hos både FC Midtjylland og FC Fredericia, og den megen glæde skyldes, at FC Midtjyllands 20-årige offensivspiller har underskrevet en lejekontrakt med 1. divisionsklubben, som løber frem til sommeren 2020.

Dermed vender Victor Torp tilbage til klubben, hvor han tidligere med succes har optrådt som lejespiller, og det ser han frem til.

- Jeg ser det som en stor fordel, at vi kender hinanden, og derfor bliver det ikke noget med at begynde helt forfra. Cheftræneren og jeg kender også hinanden, så jeg håber virkelig, det bliver godt, siger Victor Torp, som står noteret for 23 ungdomslandskampe for Danmark.

Han kommer til en klub, han i 2018 spillede 22 kampe for – i dem scorede han fire mål og leverede to assists – og han ser frem til at komme i gang med træningen og forhåbentlig hjælpe FC Fredericia op i landets bedste række.

- Det føles godt fysisk lige nu, kroppen har det fint, så jeg er meget positiv. Det bliver rart at komme til Fredericia, som spiller en god gang fodbold med et meget højt topniveau. Jeg føler, jeg passer godt ind i spillestilen, og jeg er klar til at tage ansvar, siger Victor Torp, som håber, at han denne gang spiller sig til en plads på den centrale del af FC Fredericia-holdet.

Svend Graversen, sportsdirektør hos FC Midtjylland, ser frem til at følge Victor Torp i toppen af den næstbedste række.

- Victor er en rigtig god spiller, som med lejeaftalen får mulighed for mere spilletid på højt niveau, og den erfaring vil være med til at udvikle ham yderligere. Vi glæder os meget til at følge Victor i det ambitiøse miljø, FC Fredericia er garant for, siger Svend Graversen.

Vi ønsker Victor masser af held og lykke i FC Fredericia.

FCM vs. SJE – 2. mar.

Køb billet