Julekalender

3. søndag i advent: Ove P lavede krejleraftale med Jens Ørgaard

Da U17-VM stod for døren i 1999 pakkede Ove Pedersen kufferten og drog til New Zealand for at overvære turneringen. Turen kunne have blevet en dyr fornøjelse for den daværende FC Midtjylland-cheftræner - hvis ikke det var for Razak Pimpong.

11/12/22
Christian Rothausen
Foto: Getty Images

I årets adventskalender fortæller den nuværende assisterende sportschef i FCM, Ove Pedersen, om nogle af de skøre øjeblikke gennem sine mere end 40 år i fodboldbranchen.

Denne søndag kan du læse om dengang, “Ove P” ville til New Zealand og overvære U17-VM under Superligaens vinterpause. Det endte ud med en noget utraditionel gentleman-aftale med daværende sportschef Jens Ørgaard, som resulterede i købet af Razak Pimpong.

Atypisk aftale med Ørgaard

Jeg husker tydeligt, dengang vi købte Razak Pimpong i tidernes morgen. Det var tilbage i år 2000.

I vinteren 1999, da jeg var cheftræner i FC Midtjylland, ville jeg gerne til New Zealand og overvære U17-verdensmesterskaberne, fordi det ungdomslandshold, jeg tidligere havde trænet i Qatar, var kvalificeret til turneringen.

Det var egentlig ikke med formålet om at finde nogle spillere med potentiale til FCM, men jeg lavede alligevel en aftale med daværende sportsdirektør Jens Ørgaard om, at jeg ville få refunderet udgifterne ved turen, hvis jeg kom hjem med en spiller. Jens Ørgaard var jo en midtjysk krejler, så det var en aftale, han fik skruet sammen.

Og det var starten på, hvad der skulle vise sig at blive nogle begivenhedsrige uger.

Det første jeg husker, var da jeg ankom til New Zealand. Jeg tager ofte tingene, som de kommer, og derfor havde jeg endnu ikke booket værelse på noget hotel. Min tanke var at indlogere mig det sted, hvor FIFA holdt til. Det var på et hotel i storbyen Auckland.

Næsten alt var optaget, og det eneste jeg kunne få, var en luksussuite. Den kostede selvfølgelig en bondegård. Men alligevel gjorde jeg det. Det var simpelthen vigtigt for mig at bo der, fordi jeg tænkte, “hvis jeg nu bor her bare en enkelt nat, kan jeg sikkert få et hav af brugbare informationer.”

Det viste sig at være alle pengene værd. Da FIFA fandt ud af, at jeg havde været U17-landstræner i Qatar, gav de mig nemlig et akkrediteringskort, som gjorde, at jeg kunne komme ind i alle VIP-områder under kampene. Det betød samtidig, at jeg kunne tage FIFA’s transportbiler frit under turneringen.

Jeg opnåede alt dette ved blot at bo på hotellet i et døgn, og den næste dag flyttede jeg så over på et billigere hotel.

Men min plan bar frugt. På grund af mit akkrediteringskort kunne jeg herefter – hver gang jeg var inde og se en kamp – spise i FIFA’s VIP-lokaler. Her kom alle de store navne, som repræsenterede FIFA. Heriblandt tidligere fodboldstjerner såsom Bobby Charlton, Franz Beckenbauer, Jürgen Klinsmann og Pelé.

Det, jeg også fandt ud af, var, at der ikke var mange spillere fra mit daværende Qatar-hold tilbage. Angriberen og topscoreren var nu en nigerianer, og målmanden kom fra Ghana. Der var måske en syv-otte spillere tilbage fra dengang, jeg var træner. Jeg var ude at hilse på dem på deres hotel, og jeg så deres kampe, men det var ikke, som jeg havde håbet, fordi der var blevet ændret lidt pas og nationaliteter gennem årene.

Alt i alt kunne turen have vist sig at blive en dyr fornøjelse for mig. Jeg har garanteret bilagene fra min rejse endnu. Mit gæt er, at sådan en tur ville have kostet mig 20.000 kroner. Det var ikke en kort tur, fordi jeg var der under hele VM i måske tre uger og overværede et hav af kampe. Det kunne jeg gøre, fordi vi havde den lange vinterpause i Superligaen.

Razak Pimpong blev redningen

Heldigvis endte jeg med at finde Razak Pimpong.

Vi havde tidligere set Pimpong spille for Ghanas U17-landshold, så vi kendte udemærket til ham. Han var førsteangriber for dem, men til dette VM startede han turneringen med at være syg. Ham, der kom ind og erstattede Pimpong, hed Ishmael Addo, og han endte med at blive turneringens topscorer.

Det medvirkede, at Pimpong ikke fik meget spilletid i startopstillingen. Det viste sig faktisk at være vores held, fordi hvis det var ham, der havde spillet fast og scoret masser af mål, ville vi ikke kunne konkurrere med andre interesserede klubber.

I stedet endte han med at gå lidt under radaren. Det var både mit og FCM’s held.

Pimpong startede inde og scorede i bronzekampen, som Ghana vandt. Hans præstation i den kamp var nok til, at jeg sagde god for ham. Jeg endte også med at hilse på ham i lufthavnen, da jeg forlod New Zealand. Her udtrykte jeg min interesse i ham. Det ved jeg faktisk ikke, om han kan huske.

Det havde været nemt for mig at finde en hvilken som helst spiller, så jeg kunne få dækket mine rejseomkostninger, men det skulle jo også være en, FCM sagde god for, og som vi samtidig havde mulighed for at købe. Det endte heldigvis med at være tilfældet.

Og der var ingen bøvl med Jens Ørgaard, da jeg kom hjem. Vi var begge glade for den handel, vi havde lavet. Jeg fik min tur til New Zealand betalt, og til gengæld fik mit hold en god spiller. Det var en fair deal.

1. advent: Da Ove Pedersen tog kørekort i Qatar
2. advent: Da strandliggende spillere var tæt på at slå Sporting