Når Pedro Bravo trækker FC Midtjyllands trøje over hovedet, er det aldrig kun som fodboldspiller. Det er også som søn, bror og familiemenneske. Under strømperne sidder armbånd fra den colombianske kirke, han voksede op med. På håndleddet hænger snore, der er slidt af år, men stadig bærer hans families tro og støtte. Og inden dommeren fløjter i gang, har han allerede bedt – for sine holdkammerater, for kampen, men først og fremmest for dem derhjemme.

– Jeg er virkelig et familiemenneske, og derfor er det vigtigste for mig at blive husket som en god søn, siger han.

Da Bravo som teenager forlod Colombia for at forfølge sin fodbolddrøm, først i Portugal og siden i Danmark, var det ikke uden savn. Men han har aldrig givet slip.

– Jeg taler med min familie hver dag på FaceTime – gerne i flere timer. På den måde kan vi få snakket om, hvordan det går både hos mig og hos dem. Hvordan jeg har det, hvad jeg spiser, alt muligt forskelligt. Jeg vil også gerne høre, hvordan det går i Colombia, fortæller han.

For Bravo er det mere end en rutine – det er det, der holder ham forbundet til alt det, han kommer fra.

En fyldt kuffert

De tre ældre søstre kommer ofte på besøg på skift, så der går sjældent længe, før en af dem banker på døren. Når de er der, fyldes lejligheden med smagen og lydene af hjemlandet.

– Mine søstre skiftes til at komme på besøg. De kan komme hver tredje måned og besøger mig, men så må de også gerne blive her i tre måneder. Når de tager tilbage, så bruger jeg måske en måneds tid alene, for det kan jeg også godt lide, men så kommer en af dem igen. Sådan kører det i ring, fortæller han glad.

Men Colombia følger også med i kufferten, når han rejser.

– Jeg tager altid kaffe med til Danmark fra Colombia – det er den bedste i verden. Jeg tager også nogle madvarer med, som jeg ikke kan finde her. Når mine søstre kommer på besøg, har de også altid noget med i tasken; ris, krydderier og sådan noget, som vi spiser meget derhjemme. Det er som at få en lille bid af hjemlandet med til Danmark, lyder det fra Bravo.

Tro, ritualer og armbånd

Med sig har han altid armbånd og kæder fra kirken i hjembyen, nogle flere år gamle, andre helt nye. Han bærer dem hver dag – og gemmer dem under strømperne i kamp.

– Jeg har dem altid på mig, også under kampene. Jeg tror på Gud, så hver gang inden en kamp beder jeg til ham med en af kæderne i hænderne – hjælp mig i mine tacklinger, hjælp mine holdkammerater og hele holdet til en god kamp, siger Bravo.

Han peger på armbåndene om sit håndled.

– De beskytter mig og giver mig ro, koncentration og fokus, så jeg kan gå ind til kampen som den bedste version af mig selv, uddyber han.

Med far som inspiration

Hvis han ikke havde valgt fodbolden, ville han have fulgt sin far ind i militæret.

– Min far var militærmand i 25 år, og han er en inspiration for mig. Hvis ikke jeg spillede fodbold, så tror jeg, jeg ville arbejde i militæret, siger Bravo.

Han husker tilbage på, da han var barn og boede blandt andre militærfamilier.

– I militæret i Colombia bor man i en slags lejligheder kun for militærfamilier – det er lidt som en lille by. Når man så militæret, så stoppede man op og hilste. Jeg tror, jeg har taget den disciplin med ind i fodbolden.

Et kig ind i fremtiden

Bravo drømmer om en dag at spille for Liverpool i Premier League. Men når han taler om fremtiden, er det ikke titler eller stadions, han nævner først.

– Når den dag kommer, så vil jeg gerne bo et roligt sted med min fremtidige kone og børn. Min familie skal også være tæt på.

– Det er sådan lidt med en tanke på, at jeg har gjort en masse godt i min fodboldkarriere, og at jeg så kan trække mig lidt tilbage og bruge tiden med min familie – og bare nyde livet, fortæller han med et smil.

Og selv i nuet er det relationerne, der betyder mest.

– Jeg vil gerne huskes som en glad person, en god ven, måske en god kæreste en dag. En god person, som vil andre det bedste.

En følelse af hjem

Danmark er noget koldere end Colombia. Pasta og salater fylder mere end ris og kød. Og danskerne er lysere i håret, end han havde forestillet sig.

– Jeg kan godt lide den danske mad, men noget af det har også krævet tilvænning. Jeg kunne ikke lide pasta i starten, men det spiser man meget i Danmark, så jeg har lært at kunne lide det. Salat derimod, det er ikke min favorit, men jeg spiser det, da jeg jo godt ved, at det skal min krop også have.

– Min livret er nok enten noget colombiansk mad eller en god ribeye, griner han.

Selvom der ikke er mange ligheder mellem Danmark og Colombia, så føler den 20-årige midtbanespiller sig hjemme.

– Klubben har virkelig hjulpet mig meget i forhold til at finde mig til rette i Danmark. Det er en familieklub, man snakker med alle om alt muligt, og folk har været meget åbne. Det hjælper. Og så er der en del sydamerikanske spillere i klubben, så det gør også, at jeg føler mig endnu mere hjemme.

De vigtige opkald

Efter hver kamp er der én ting, der er sikkert: Telefonen bliver fundet frem, og familien bliver ringet op.

– Af og til er det kun mine forældre, fordi mine søstre er på arbejde, og så ender jeg måske med at fortælle det samme tre gange, fordi de alle tre ringer bagefter for at høre, hvordan det er gået. Men det gør ikke noget. Jeg elsker jo at tale med dem.

Pedro Bravo bor tusindvis af kilometer fra sin familie i Colombia, men gennem de daglige opkald, små religiøse ritualer og de mange besøg af søstrene, har han formået at skabe en bro mellem to verdener, som han vil gøre alt for at kunne forene.

Ti hurtige med Pedro Bravo

Hvis du skal på en lang flyvetur til en udekamp, hvem vil du så helst sidde ved siden af?
– Jeg vil nok helst sidde ved siden af Franculino, hvis vi skal flyve langt, for han er virkelig sjov.

Hvad er tre ting, som du altid har i tasken?
– Det må være parfume, cremer og en deodorant.

Hvordan ser en god fridag ud for dig?
– På en fridag tager jeg gerne ud og spiser frokost med mine venner, så tager jeg måske en lur, og så tager jeg ud og spiser aftensmad igen om aftenen. Jeg elsker mad, og jeg elsker at tage ud for at spise med mine venner. I Ikast kan jeg godt lide Cafe Nohr, i Silkeborg La Casita, og i Aarhus er det Hanzo.

Hvis du får lov til at sætte en sang på i omklædningsrummet eller i gym, hvilken en sætter du så på?
– Så vil jeg sætte Oiga Mire Vea på.

Du danser af og til, når der bliver scoret i en kamp. Hvad betyder det?
– Jeg kan egentlig bare godt lide at danse, så af og til snakker jeg med Franculino eller Castillo om, hvad vi skal gøre, hvis en af os scorer. Vi er glade, når vi scorer, og så udnytter vi muligheden for at lave en lille dans på banen.

Har du et skjult talent?
– Jeg kan godt lide at danse, så det må nok være mit hemmelige talent. Det gør jeg meget.

Har du en guilty pleasure?
– Ja. Det er mad. Jeg elsker mad. Jeg elsker kød, særligt steak.

Hvilken klub drømmer du om at spille for på et tidspunkt?
– Jeg drømmer om at spille for Liverpool. Det er min yndlingsklub.

Hvad er det første du gør, når du kommer til Colombia?
– Det første, jeg gør, er at kramme mine forældre, og så skal jeg have noget colombiansk mad.

Hvilket ord var det første, som du lærte på dansk?
– “Goddag” og “godmorgen” var det første, som jeg lærte.