Lørdag aften tog FC Midtjylland imod rivalerne fra Viborg FF på et udsolgt MCH Arena.
Det var en tæt start, men herfra satte midtjyderne sig hurtigt på spillet og havde god kontrol over bolden. Efter 21 minutter kom det høje pres midtjyderne til gode, og Aral Simsir fik skabt den første mulighed for hjemmeholdet.
Viborgenserne fik meldt sig ind i kampen, og Tullbergs tropper fik svært ved at trænge gennem Viborgs bagkæde, idet gæsterne havde trukket sig langt tilbage. Billing skulle have gjort det til 1-0 med et skud på mål kort inden pausen, men en holdkammerat blokerede på vejen, og derfor måtte begge hold gå til pause med 0-0.
Efter en hård 1. halvleg kom midtjyderne ind til 2. halvleg med en øget intensitet, og der skulle ikke gå mange minutter, før Cho kunne sætte hovedet på et indlæg, som havde kurs mod nettet, men Lucas Lund fik hænderne på bolden og forhindrede en føring til hjemmeholdet.
Det høje pres fortsatte, og Franculino ville også være med. Inden for fem minutter havde han tre store muligheder – og midtjyderne var altså tilbage i den dominerende rolle.
Med ti minutter igen kom der hul på bylden, og Philip Billing kunne bringe hjemmeholdet foran med 1-0 i sin hjemmebanedebut. Målet faldt efter et langt indkast, hvor bolden blev forlænget, inden Lund sendte den retur i feltet.
Seks minutter inde i tillægstiden sendte Cho bolden i nettet, da Lund endnu engang sendte kuglen retur i feltet.
Det blev en 2-0-sejr til hjemmeholdet. Til aftenens opgør var 11.440 tilskuere dukket op, hvilket er sæsonrekord på MCH Arena.
