Torsdag aften spillede FC Midtjylland det første af to opgør mod den norske klub, Fredrikstad FK. En klub, som ikke har spillet europæisk fodbold i 16 år, men vandt pokalen sidste sæson.
Midtjyderne satte sig tidligt på kampen, og spillet afspejlede kvalitet og sikkerhed både offensivt og defensivt.
Efter 13 minutter scorede Franculino efter et flot indlæg fra Adam Gabriel, hvilket også gør ham til delt topscorer på FCM’s all time europæiske topscorerliste med ti mål. FC Midtjylland fortsatte med at dominere, og igen efter 31 minutter scorede Mikel Gogorza til 2-0 på assist fra Darío Osorio.
Kort før pausen reddede Elias Olafsson bolden og sikrede en pauseføring på 2-0 til gæsterne fra Danmark.
Fredrikstad kom godt tilbage, og blev undervejs i 2. halvleg også mere farlige. Ikke desto mindre lykkedes det Darío Osorio, Franculino og Júnior Brumado at lave et stærkt opspil, men overliggeren tog fra på sidstnævntes afslutning.
Ikke længe efter nåede Henrik Skogvold frem til en stor chance, da der opstod et hul i midtjydernes forsvar – en stor chance til nordmændene. I det 76. minut nettede Joannes Bjartalid til 2-1, og dermed meldte Fredrikstad sig for alvor tilbage i kampen.
Det var dog ikke slut for Thomasbergs tropper, idet Denil Castillo scorede sit første mål for FC Midtjylland på en assist af Valdemar Byskov. Et flot hovedstødsmål, som ændrede stillingen til 3-1.
Mere skete der ikke, hvilket betyder, at midtjyderne tager sejren og et fordelagtigt udgangspunkt før returen med hjem i bagagen.
Returopgøret mod nordmændene spilles på torsdag kl. 18.00 på MCH Arena.