3F Superliga
søndag 7/12 kl. 14:00
Energi Viborg Arena
VFF Viborg FF
B. Brahimi (18")
T. Freriks (37")
M. Hoedemakers (92")
3:3
FCM FC Midtjylland
V. Byskov (58")
M. Erlić (69")
M. Bech (87")

Livligt derby med seks scoringer

FC Midtjylland leverede et flot comeback og lignede til slut en vinder af søndagens midtjyske derby, men Viborg udlignede til 3-3 dybt inde i tillægstiden.

Et midtjysk derby til at slutte 3F Superliga anno 2025 af foran et fuldstændig udsolgt udebaneafsnit i Viborg. Scenen var sat til en stor søndag eftermiddag, men det skulle vise sig at blive sværere end som så.

På det svære og mudrede græstæppe startede FCM i kontrol. Ikke desto mindre var det værterne, der bragte sig foran efter knap 20 minutter. En kontrakniv blev sat ind med Bilal Brahimi som den afsluttende aktør. Franskmanden stod fri på højresiden og placerede kuglen i det lange hjørne. 0-1.

Philip Billing skulle have udlignet fem minutter senere. Victor Bak headede midtbaneprofilen fri ved straffesparkspletten, men en Viborg-fod kom i vejen i sidste sekund.

Desværre udgik Franculino med en skade halvvejs inde i 1. halvleg, og det gjorde ikke betingelserne bedre for gæsterne, der i stedet gjorde plads til den nylige hattrickskytte, Júnior Brumado.

Ondt blev værre ti minutter før pause. Elias Olafsson tabte en høj bold for fødderne af Tim Freriks, som kunne score et af karrierens nemmeste mål. Et bjerg at bestige for FCM.

Det første skridt var tæt på at blive taget kort efter, da Cho Gue-sung headede på overliggeren. Men heldet var ikke med gæsterne.

I stedet skulle der jagtes i 2. halvleg, og det startede for alvor en time inde. Indskiftede Valdemar Byskov brød bolden flot på Viborgs sidste tredjedel og var pludselig alene igennem. Den tidligere akademist udplacerede keeper Lucas Lund på sikker vis. 2-1.

Det blev også 2-2. Et hjørnespark fra Aral Simsir ramte pandebrasken på Philip Billing, der forlængede mod bagstolpen. Her lurede Martin Erlic, som satte foden på. Scoring. Kroatens første i 3F Superliga – og på et vigtigt tidspunkt.

Ousmane Diao fik også gjort det til 2-3, men glæden varede kort, idet flaget blev løftet for offside. Omvendt kunne Viborg også have scoret i den modsatte ende, men Elias Olafsson gjorde skaden fra 1. halvleg god igen med en flot redning.

I de døende minutter af ordinær tid steg Mads Bech højest på et Aral Simsir-indlæg og stangede kuglen ind til 2-3. Jublen kunne bryde løs hos de 1.300 FCM-fans.

Desværre holdt føringen ikke. Viborg udlignede i næstsidste minut via et hjørnespark. Mees Hoedemakers stod pludselig fri i det lille felt og gjorde det til 3-3.

En tung følelse – efter et ellers flot comeback og en heroisk arbejdsindsats i 2. halvleg under nogle svære betingelser. Det uafgjorte resultat blev også punktummet for 3F Superliga-året.

Expected Goals

Se Expected Goals for holdene og alle skud i kampen

Viborg FF VFF
3:3
FC Midtjylland FCM

Momentum

Se holdenes momentum i løbet af kampen

Statistik

Se kampstatistik for holdene i kampen

Viborg FF VFF
3:3
FC Midtjylland FCM