Herreholdet

12-årige Sander mødte sine idoler fra FC Midtjylland: Det har været den bedste dag i mit liv

Inden opgøret mod Fredrikstad blev den 12-årige fan, Sander fra Fagerstrand, inviteret ind på holdets hotel og mødte hele FCM-truppen.

09/08/25
Julie Ege
Foto: Daniel Stentz

For 12-årige Sander fra Fagerstrand i Norge blev torsdag en dag, han sent vil glemme. Ikke kun fordi hans yndlingshold, FC Midtjylland, spillede europæisk kamp mod norske Fredrikstad FK, men fordi han fik muligheden for at møde sine idoler.

Sander er halvt norsk, halvt dansk, men hans fodboldhjerte banker kun for FC Midtjylland, og han har derfor startet en FC Midtjylland-fanklub i Norge. Klubben inviterede ham og fire af hans venner ind på spillerhotellet på kampdagen, hvor han fik han en oplevelse for livet.

Et særligt møde

Torsdag formiddag blev Sander budt velkommen i hotellets lobby, hvor han hilste på hele spillertruppen. Spillerne tog sig god tid til at snakke med den unge fan, han fik taget billeder, og der blev skrevet autografer på livet løs. Han fik også en fodboldtrøje med Franculino på ryggen.

– Min favorit er Franculino. Jeg synes, han er god til at drible, og så kan han score mange mål. Jeg er meget glad for, at han kom ned og skrev på min trøje, fortæller Sander stolt.

Sander havde også medbragt et banner, som spillerne også skrev autografer på. Banneret skulle med på stadion om aftenen, hvor det også kunne ses af både holdet og de mange fremmødte fans.

En mulighed som skulle udnyttes

Sander og hans familie har boet i Norge de sidste otte år, men han har trofast fulgt holdet på afstand. Hans far, Christian, har også haft ham med til Danmark for at se holdet spille på MCH Arena, og de har tidligere besøgt Dream99 i Ikast, men nu kom holdet til Norge, og den mulighed skulle udnyttes.

– Jeg blev så glad, da min far sagde, at vi skulle ind og se kampen mod Fredrikstad, fortæller Sander.

Han havde også inviteret flere af sine venner med, så han kunne dele oplevelsen med dem.

– Vi bliver 20 i alt. Jeg glæder mig til at have mine venner med, så de kan se, hvad FC Midtjylland kan.

– Det er kun FC Midtjylland, som jeg er fan af, men der er nogle andre fra mit fodboldhold, som er fan af Fredrikstad, og de skal også på stadion, siger han med et smil.

Tidlige forberedelser

Allerede inden det blev afgjort, at det var FC Midtjylland, som skulle møde Fredrikstad i 3. kvalifikationsrunde, var forhåbningerne begyndt at spire hos både Sander og hans far. De besluttede sig for at lave et banner, som de kunne tage med på stadion, hvis de var så heldige, at midtjyderne skulle en tur til Norge.

– Vi lavede det allerede inden de blev kvalificeret, så vi var sikre på at kunne nå at få det færdigt. Det var vigtigt for os, at spillerne kunne mærke, at de også har opbakning her i Norge, fortæller Christian.

Og det mærkede de. Først på hotellet og senere på stadion, hvor Sander og hans venner fik lov at opleve det hele tæt på.

FC Midtjylland spillede en stærk kamp og vandt 3-1 over Fredrikstad FK. Stemningen var god, og for Sander kulminerede det hele, da han efter kampen fik overrakt Mads Bech Sørensens kamptrøje direkte fra banen.

Sander var overvældet og glad.

– Det har været den bedste dag i mit liv, sagde han til sin far efter kampen.