Når Jan Hede ikke er at finde på sidelinjen i Herning eller ude at rejse med FC Midtjyllands førstehold, driver han sin egen klinik. Det har han gjort siden 2017, men balancen mellem patienter og fodbold har ikke altid været lige let.
– De første mange år var jeg på sygehuset ved siden af FC Midtjylland, så det er faktisk næsten nemmere nu, for der bestemmer jeg selv. Patienter kan stadig risikere at blive flyttet rundt, hvis vi pludselig skal ud at rejse, men der tager personalet en ekstra tørn – og så åbner vi måske klinikken en søndag for at få det hele til at gå op. Det er udfordrende, men det lykkes jo alligevel, fortæller Jan Hede.
Hans kone, June Hede, har været med hele vejen – både som en del af lægeklinikken og som en fast skikkelse i loungen, hvor hun tager sig af spillernes familier. I dag er sønnen Kris selv blevet læge i FC Midtjylland, og dermed fortsætter familien Hede i klubben.
– FC Midtjylland er én stor fodboldfamilie. Jeg har brugt tusindvis af timer sammen med fantastiske mennesker. Klubben har aldrig stået stille, og det gør, at det stadig er spændende at være en del af, siger han.
Når tråde bindes sammen
At Jan Hede overhovedet havnede i klubben, var nærmest et tilfælde, og da klubben rykkede op i landets bedste række kun et år efter, at den blev grundlagt, blev Jan Hede officielt tilknyttet FCM som klublæge.
Tager man lidt tilbage i tiden – til midten af 80’erne – så var det her, at Jan Hede mødte sin kone June på et hospital i London, hvor de begge arbejdede. June Hede er opvokset i Liverpool, og parret har lige siden haft fodbolden som en stor fælles interesse.
Liverpool FC var deres første fælles klub, og derfor var det en fantastisk oplevelse, da Jan Hede som FCM-læge pludselig stod på Anfield i Champions League – på den bane, hvor han i sin ungdom havde stået på tribunen som fan. For Hede var det noget, som samlede alle tråde: Kærligheden til June, til Liverpool og til fodbolden.
En institution i klubben
For sportschef Kristian Bach Bak er det svært at forestille sig FC Midtjylland uden Jan Hede.
– Han er ikke bare læge. Han er kulturbærer. Det er ham, spillerne kan tale med – både om det lægefaglige og om alt det andet.
– Han kunne have valgt at prioritere sin klinik og formentlig tjene flere penge, men han vælger at være en del af fællesskabet. Det kan du mærke, når han står på træningsbanen, rejser med os eller bare sidder til aftenhygge. Han lever og ånder for det her, siger Bach Bak.
For spillerne er Jan Hede symbolet på stabilitet. Jonas Lössl har kendt ham siden akademitiden og beskriver ham som “en institution i klubben”.
– Alle kender hans fantastiske løbestil ind på banen. Og hans rolige sind – man kan have mistet en arm, og så er der stadig ro på, men man skal ikke tage fejl. Når man sidder ved siden af ham på bænken, kan der også blive råbt igennem. Jeg er sikker på, at alle dommere i ligaen ved, hvem Jan Hede er, griner målmanden, som også ser tilbage på et helt særligt minde med klublægen, da han skiftede fra engelske Everton og tilbage til FC Midtjylland.
– Jeg sidder i en bil på vej hjem fra Everton, og vi er blevet enige om, at jeg skal hjem til Danmark igen, så jeg skal have lavet lægetjekket. Det foregår på telefonen og noget nær sådan her:
‘Jonas, er du okay?’
‘Ja, jeg er okay.’
‘Er det ligesom i gamle dage?’
‘Det er ligesom i gamle dage.’
‘Fedt, det tager vi.’
‘Godt.’
Fællesskab og relationer
Den midtjyske klublæge ser sin rolle som en del af et større puslespil.
– Det er en anden familie, man bruger meget tid sammen med. Over de seneste 25 år har jeg nok sammenlagt tilbragt et helt år på træningslejre og udebaneture. Man bliver formet af det. Nogle relationer varer i årevis, andre kommer til senere. Men det er en lille familie, og jeg er utrolig glad for at være en del af den, siger han.
Det er også noget, som Lössl kan nikke genkendende til.
– På træningslejre samler han folk omkring gode historier. Han er et vidne til klubbens historie, og han bærer de værdier, vi står for.
Der ligger store følelser i den midtjyske klub, og det kan alle omkring familien Hede mærke.
– De har en klub, der hedder Liverpool, og så har de Midtjylland. Det er sådan, familien Hede er. Og når hans søn nu er blevet en del af staben, så kan vi mærke, at passionen og kulturen bare føres videre. Vi er privilegerede at have sådan nogle mennesker her, lyder det fra Bach Bak.
Den stille indflydelse
Selv nedtoner Jan Hede sin egen rolle.
– Jeg er bare glad for at have været en del af teamet og setuppet – og at have fået mulighed for at få en lille flig af indflydelse på, hvor vi er i dag. Det har været en stor rejse for mig.
Men for dem, der har tilbragt mange timer med ham, er hans betydning svær at undervurdere. Lössl kalder ham kompetent, af og til en smule uforståelig og en mand med et kæmpe klubhjerte. Bach Bak beskriver ham som en kulturbærer, der gør klubben rigere. Og spillerne mærker, at når han er med, er der ro og tryghed – både på og uden for banen.
– Det er det, der gør forskellen. Han er en fast figur i en verden, hvor alt andet hele tiden ændrer sig. Og det betyder mere, end man lige tror, siger Bach Bak.
Jan Hede fortsætter arbejdet i klubben sammen med sin søn.
– Det er dejligt, at de to kommer til at hjælpe hinanden som læger i klubben – forhåbentlig i mange år endnu – for de betyder rigtig meget for os alle, slutter Bach Bak af.
Ti hurtige med Jan Hede
Hvad husker du tilbage på som det vigtigste i din tid i FCM?
– De vundne pokalfinaler, det første mesterskab og så Champions League.
Hvilken skade har været den værste at behandle på banen?
– Et kraniebrud i en kamp mod Randers. Heldigvis gik det ikke så galt, som vi frygtede.
Hvem vil du helst sidde ved siden af i flyet på en away-kamp?
– Det må nok være Kristian Bach Bak.
Et øjeblik, du gerne vil opleve igen?
– At spille på Anfield – denne gang med tilskuere.
Hvilken kamp har været den største oplevelse?
– Den sidste i 2023/24-sæsonen, hvor vi blev mestre på vanvittig vis, og så den første pokalfinale, vi vandt.
Bedste råd, du har fået?
– At man skal arbejde for det, man gerne vil. Det minder meget om klubbens motto.
Din guilty pleasure?
– Frankfurteren i omklædningsrummet – og jeg er ikke den eneste om det, det er jeg sikker på.
Beskriv FC Midtjylland med ét ord.
– Familieklub.
Hvis ikke FC Midtjylland – hvilken klub så?
– Så er det Liverpool FC.
Hvad er du mest stolt af i din tid i klubben?
– At jeg har været med til at sætte en lille flig af indtryk på klubben fra begyndelsen.