Traditionen tro blev de interne kåringer i FC Midtjylland uddelt efter sæsonens sidste kamp. Prisen som Årets Fund gik til 20-årige Pedro Bravo, der kom til klubben i sommer fra América de Cali.
– Bravo viser krigermentalitet og er definitionen på, hvordan man skal agere som professionel fodboldspiller; trods en hård start i klubben, uden så meget spilletid, blev han ved med at fokusere, lære og kæmpede sig til en plads på holdet – ikke bare på bænken, men i startopstillingen.
– Siden marts har han været i startopstillingen i alle kampe, og vi er meget imponeret af hans forår og de præstationer, han har lagt for dagen. Han er hurtig, stærk, atletisk og en fysisk balanceret spiller. Bravo har leveret kontinuerligt uagtet modstanderen. Vi glæder os til at følge hans fortsatte udvikling, siger fodbolddirektør Peter Sand.
Pedro Bravo står noteret for 34 kampe, et mål og to assists i sin første sæson i dansk fodbold. Et stort øjeblik var den afgørende scoring i de døende minutter af opgøret mod FC Nordsjælland i start marts, der sikrede tre point.
Topscoreren blev også Årets Spiller
Årets Spiller – der desuden også fik prisen som topscorer med 16 fuldtræffere i 41 kampe – gik til 20-årige Franculino, som har fortsat takterne fra sin flotte debutsæson.
– Franculino besidder et unikt talent, og den måde, han spiller fodbold på, ser man ikke tit. Hans potentiale er tårnhøjt.
– Han smiler altid, og hans tilgang til spillet er en stor inspiration. Fodbold er et seriøst spil, men Franculinos væsen minder os om, at det også handler om at have det sjovt og nyde det. Han er en ægte angriber, spiller på sit instinkt, besidder store individuelle færdigheder og gør ting på banen, man ikke ser så ofte. Det så vi for eksempel i eksekveringen af straffesparket mod AGF, siger Peter Sand.
Med sine 16 mål og seks assists har angriberen været involveret i en scoring hvert 147. minut i 2024/25.