29-årige Adam Buksa kom til FC Midtjylland sidste sommer. Med 39 kampe og 15 scoringer indtog den polske angriber en central plads på holdet fra første fløjt – symboliseret ved målet i debuten i Aarhus.
Nu rykker Buksa videre, idet han er blevet købt fri af kontrakten i det midtjyske og fremover skal tørne ud for Udinese Calcio, der endte på en 12. plads i den bedste italienske række i den forgangne sæson.
Skiftet kommer på baggrund af flere overvejelser – og hvor man nu er nået frem til, at dette er den bedste beslutning for FC Midtjylland.
– Adam har leveret præcis det, vi hentede ham for: Mål, vindermentalitet og en stærk international profil. Han gik ind og satte sit aftryk fra første dag, og vi sender ham videre med stor respekt for det bidrag, han har givet FC Midtjylland, udtaler sportschef Kristian Bach Bak og fortsætter:
– Vi står samtidig i en situation, hvor vi har et stærkt felt med flere offensive profiler, der har vist sig på højeste niveau – og fortsat tager skridt i den rigtige retning. Når en profil som Adam rykker videre, åbner det automatisk op for, at andre kan træde endnu tydeligere frem. Vi føler os rigtig godt dækket ind på de offensive pladser.
– For både klubben og Adam er timingen rigtig. Han får chancen for at prøve sig af i Serie A, og vi får en handel på plads, som vi er tilfredse med – også set ud fra et økonomisk perspektiv.
Har lært fodbold på en ny måde
Adam Buksa takker af i FC Midtjylland med gode minder og glæde over skiftet sidste sommer.
– Det har været et intenst år – mange kampe i Superligaen og i Europa. Desværre vandt vi ikke mesterskabet eller kom i Champions League, men jeg ser alligevel tilbage på et godt år både personligt og for holdet med mange store oplevelser. Jeg har været glad for min tid i Midtjylland, og jeg er meget tilfreds med det valg, jeg tog for et år siden, udtaler Adam Buksa og fortsætter:
– Jeg er stolt over at have spillet med i en europæisk turnering – inden Midtjylland havde jeg hverken spillet Conference League, Europa League eller Champions League. Vi spillede nogle gode kampe mod nogle rigtig stærke hold.
– Jeg har lært at se fodbold på en unik måde; fokus på dødbolde, data, presspillet – og det har været interessant at se en klub arbejde på den måde. Nu ser jeg frem til en ny udfordring i en af verdens stærkeste ligaer, lyder det fra den polske angriber.
FC Midtjylland ønsker Adam Buksa alt det bedste i fremtiden og takker ham for indsatsen i den sort-røde trøje.
En status på angriberpositionen
Til rådighed på den forreste angrebsposition råder FC Midtjylland nu over:
- 21-årige Franculino, der med ni mål og to assists i ti kampe i 2025/26 er et af Europas varmeste navne
- Den sydkoreanske landsholdsangriber Cho Gue-sung, som netop er tilbagevendt fra en længerevarende skade
- Júnior Brumado, som er vendt tilbage fra lejeophold i hjemlandet Brasilien i imponerende form
- Edward Chilufya, som i foregående sæson var involveret i et mål pr. 92,5 minut
- 23-årige nytilkomne Friday Etim, der var topscorer for portugisiske C.D. Mafra i 2024/25
