Akademiet

Awards på akademiet 24/25

Ved den årlige og traditionsrige prisuddeling på akademiet blev der uddelt hæder til akademispillerne, som var samlet for at sætte sløjfe på en begivenhedsrig sæson.

17/06/25
Jesper Hvid
Foto: Daniel Stentz

U19- og U17-spillerne var sammen med deres familier inviteret til akademiets afslutning, hvor de to ældste akademimandskaber og staben omkring blev fejret.

Sæsonen kulminerede, da de ældste akademister sikrede sig det tredje U19-mesterskab i træk – for 12. gang i akademiets historie.

U19 løftede 12. mesterskab

Fungerende akademichef og fodbolddirektør Jacob Larsen bød velkommen til de mange fremmødte, og han var ligeledes med til at uddele priser sammen med U19-cheftræner Niclas Hougaard og Mathias Rahbek fra U17.

Årets akademispiller: Mikel Gogorza

Sidste år hed årets akademispiller Mikel Gogorza, og det samme gør sig gældende i år. Den teknisk stærke offensivspiller har for alvor slået sig fast på FC Midtjyllands førstehold, hvor han nu står noteret for 32 kampe siden debuten på Brøndby Stadion i 2024.

Stortalentet med baskiske rødder er et bevis på det arbejde, der finder sted på akademiet med at udvikle spillere, som kan tage steppet fra U19-fodbold til det øverste niveau. Her er Gogorza holdkammerater med Valdemar Byskov som i 2023 løb med hæderen som årets akademispiller.

– Årets akademispiller har en helt særlig spidskompetence i hans driblinger, men han har også en evne til at kombinere med sine holdkammerater i små rum. Mikel har det seneste år vist, hvordan hans unikke kvaliteter gør, at han kan være afgørende på alle niveauer. Han kombinerer en stærk vindermentalitet med gode menneskelige værdier – noget han også har vist i sin rolle som støtte for de yngre spillere, siger Jacob Larsen.

Hovedpersonen selv glæder sig over at genvinde titlen i et år, hvor han har taget springet fra ungdoms- til seniorniveau.

– Det er selvfølgelig sindssygt fedt at blive anerkendt igen i år. Det har været et virkelig lærerigt år, hvor jeg har puttet en masse på og taget skridtet op i førsteholdstruppen, hvor det er blevet til både mål og assists. Akademiet har virkelig en stor rolle i min udvikling – både på og udenfor banen – og det har været en fed tid, jeg kommer til at sætte pris på hele mit liv, siger en glad Mikel Gogorza.

Årets udviklingsspiller: Sofus Johannesen

Årets udviklingsspiller fejrede denne sæson sin 18-års fødselsdag med førsteholdsdebut i FCM-trøjen på MCH Arena. På ungdomsniveau har Sofus Johannesen været fast mand på U19-holdet, hvor han har scoret 12 mål i sæsonen, og dertil er det blevet til spilletid det danske U18-landshold.

– Sofus er en spiller, der er ekstrem god til at finde plads i mellemrummet, og han bruger den plads til at være direkte i hans spil og gøre ondt på modstanderen. Han spiller med FCM-DNA og har en impact og tilstedeværelse i kampene, der er ret unik. Han er en dygtig spiller, der kan blive endnu mere kampafgørende og tage sit næste skridt, og det er noget, vi ser frem til at følge med i, udtaler Jacob Larsen.

Den personlige hæder giver motivation til at fortsætte den gode udvikling, fortæller Sofus Johannesen:

– Det er selvfølgelig stort for mig at modtage denne kåring. Det har været et vildt år for mig med nogle vanvittige kampe for U19 og debut på Superliga-holdet. Jeg har udviklet mig som spiller og menneske, og det har været en sjov rejse, jeg har været på. Nu skal jeg fortsætte og bruge dette skulderklap som øget motivation for det, jeg brænder for.

Årets U19-spiller: Mathis Konradsen

Mathis Konradsen sluttede sin tid som U19-spiller med endnu en guldmedalje om halsen, efter han sammen med sine holdkammerater stod øverst på skamlen i U19 Ligaen. Her var højrebacken en central del af det succesfulde akademimandskab, hvor han fik spilletid i samtlige kampe i ligaen og Youth League.

– Jeg tror ikke, at Mathis har haft en dårlig træning i foråret, hvor jeg har været træner. Han har været enormt stabil hele vejen igennem, og i de kampe, hvor vi har været i tvivl, har vi kunnet kigge mod Mathis, som altid har præsteret og stået imod. Han har sat barren for sin egen og holdets udvikling med hans dedikation og disciplin. Helt generelt han man kunne regne med Mathis – både på og udenfor banen, fortæller Niclas Hougaard.

Årets U19-spiller sætter også selv ord på den flotte hæder:

– Det er en stor anerkendelse, og jeg er meget stolt over at have fået denne pris. Det har været en fed sæson, hvor jeg føler, at jeg har udviklet mig meget. Og så at kunne slutte det hele af med endnu en guldmedalje var specielt, lyder det fra Mathis Konradsen.

Årets U17-spiller: Frederik Bunten

Efter en start på sæsonen, der var præget af en skade, arbejdede Frederik Bunten hårdt for at komme tilbage på banen. Og her tog det fart for årets U17-spiller, som også gjorde sig gældende på U19-holdet og dertil blev skiftet ind i en Future Cup-kamp denne sæson.

– Frederik har arbejdet stenhårdt efter en lidt ujævn start på sæsonen. Og det karakteriserer ham; han bliver aldrig tilfreds, men vil altid mere. Han har udviklet sig på bolden og rent fysisk i træningslokalet, og med hans vedholdenhed og arbejdsmoral har Frederik bygget på hen over det seneste år, siger Mathias Rahbek.

Frederik Bunten ser tilbage på sin udvikling denne sæson og kåringen, der fulgte med:

– Det er en stor anerkendelse, jeg er rigtig glad for. Det viser, at klubben tror på mig og synes, at jeg har spillet godt. Det var en svingende start på sæsonen for mig personligt, men jeg har fået opbygget en kontinuitet og føler, jeg har udviklet mig meget – både menneskeligt og på fodboldbanen. Nu skal jeg bruge det her som motivation for at klø på til næste sæson.

Topscorerpokalen: Nicolaj Tornvig

Til slut vandt angriber for U19-holdet Nicolaj Tornvig prisen som årets topscorer. Skarpretteren, der denne sæson forlængende sin aftale med FCM, endte som topscorer i U19 Ligaen med 16 mål i 26 kampe – og dertil fem mål i Youth League.

Tornvig forlænger til sommeren 2030

– Som angriber vil man jo gerne score så mange mål som muligt, så det er altid lidt specielt at være den spiller, der har scoret flest mål over en sæson. Jeg har nogle fantastiske holdkammerater, der har gjort det muligt for mig, men jeg er nu i højere grad gladere for at have vundet ligaen sammen med dem, lyder det afslutningsvis fra Nicolaj Tornvig.