Herreholdet

Bach Bak: Går ind til opgaven med respekt og ambitioner

Sportschef Kristian Bach Bak sætter ord på fredagens lodtrækning til Europa League 1/8-finalerne, hvor FC Midtjylland blev parret med Nottingham Forest.

27/02/26
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Der venter et gensyn med Nottingham Forest i 1/8-finalerne til Europa League. Det står klart efter fredagens lodtrækning.

Sportschef Kristian Bach Bak kommer nedenfor med sin umiddelbare reaktion på dagens udfald.

– Det er en svær lodtrækning. Vi står over for et virkelig stærkt Premier League-hold, og det er en stor opgave – det er der ingen tvivl om.

– Samtidig er det også et hold, vi kender. Vi mødte dem i efteråret og slog dem i England, så vi ved, at vi kan være med, når vi rammer vores topniveau.

– Vi har stor respekt for deres kvalitet, men vi har også stor tro på vores egen måde at gøre tingene på. Den tro er blevet bekræftet i Europa i den her sæson. Det bliver afgjort over to kampe, og vi slutter hjemme på MCH Arena, hvor vi har været stærke. Vi går ind til opgaven med både respekt og ambitioner, siger Kristian Bach Bak.

Første kamp finder sted den 12. marts på City Ground, hvor FC Midtjylland sejrede 3-2 tilbage i oktober, mens der er returopgør ugen efter den 19. marts hjemme på MCH Arena.

Billetinfo

Vi åbner for, at BilletFlex’ere kan trække billet til hjemmekampen fredag den 6. marts kl. 10.00. Det åbne billetsalg til kampen starter mandag den 9. marts kl. 10.00.