Herreholdet

Bak om ferie, tests og et spændende forår: Har sat os selv i den fedeste position

Victor Bak har nydt ferien, glæder sig over at være færdig med de hårde fysiske tests og ser nu frem til et vildt 2026 i FC Midtjylland.

05/01/26
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

FC Midtjylland har taget hul på forberedelserne til forårssæsonen, og efter to dage med fysiske tests havde holdet mandag den første reelle holdtræning indendørs i Ikast Stadome, mens snevejret stod ned fra himlen på den anden side af murene.

Victor Bak har nydt ferien med familie og venner – og ser nu frem mod et forår, der har potentiale til at blive historisk.

– Det har været dejligt at holde noget ferie. Jeg har været hjemme og været sammen med venner, familie og kæreste. Det har været rart at være lidt sammen med dem og ikke skulle til fodbold hver dag.

– Men selvfølgelig er det også dejligt at være tilbage. Man skal lige over alle de tests, der nu er, men det er en del af det. Jeg nyder at være tilbage med drengene og arbejde med dem igen, siger Victor Bak.

En af de tests, holdet har været igennem, er den berygtede bip-test, og her kæmpede Valdemar Byskov, Pedro Bravo, Victor Bak, Mads Bech og Cho Gue-sung om topplaceringerne.

– Vi var faktisk en del, der røg ud lige på samme tid i bip-testen, men det var en fin test. Folk gjorde det godt, og det lød til, at den fysiske stab var tilfredse.

– Tidligere stod der ‘Oli’ (Oliver Sørensen, red.) på den hver gang, men nu er der en del, som kan gå hen og vinde den, vil jeg sige. Vi har mange gode løbere på vores hold, men det er klart, at da vi havde ‘Oli’, var der én rigtig god løber, lyder det fra venstre backen.

For anden sæson i træk venter en komprimeret januar med to kampe i Europa Leagues ligafase, og her kan Victor Bak og co. trække på noget af erfaringen fra i fjor.

– Det gør selvfølgelig, at opstarten bliver lidt kortere. Vi har måske lidt hårdere træninger, og ikke så mange, men det er kun fedt. Vi er her for at spille og vinde kampe. For mig handler det om at gøre det, som blandt andre Yannick (Durand, red.) og Tullberg fortæller os, vi skal gøre.

– Jeg har så meget tiltro til den fysiske stab, og jeg ved, de har styr på det, siger Victor Bak, der ser frem imod et uhyre spændende forår med topkampe i 3F Superliga, pokalsemifinaler i Oddset Pokalen og ikke mindst store opgør i jagten på at skabe historie i europæisk fodbold:

– Det er det fedeste. Vi har sat os selv i en god position, hvor vi kan nå rigtig mange fede ting sammen, hvis vi gør det godt. Jeg glæder mig meget til at spille de her kampe, siger den tidligere akademispiller.