Når man tager på MCH Arena, handler det om mere end 90 minutters fodbold. Det handler om helhedsoplevelsen, fællesskabet og den særlige stemning, som gør kampdagen til noget helt specielt for alle, der er mødt op.
Et af de nye tiltag, som FC Midtjylland har indført, er klubbens flagritual – og nu søger vi flere flagpersoner til at være en del af dette.
Flagritualet er blevet en fast del af optakten til hjemmekampene i 3F Superliga og DBU Pokalen. En gruppe engagerede mænd og kvinder samles og går på banen før kampstart, hvor de flager, mens FCM-hymnen spilles, og spillerne gør klar til at gå på banen.
Som flagperson bliver du en del af et fællesskab på omkring 35 personer, der alle ønsker at bidrage til den gode stemning og være en aktiv del af oplevelsen på klubbens hjemmebane. Du får instruktioner før kampen, så du ved præcis, hvor og hvornår flaget skal hejses.
Derudover får du også en billet til CC-tribunen, en værdikupon til mad og drikke og ikke mindst en unik mulighed for at tage del i hjemmekampene. Der vil desuden blive delt billeder og videoer af flagritualet på tværs af klubbens sociale medier.
Ansøg herunder
Vil du være en del af flagritualet og dermed skabe god stemning inden kampstart, så send en mail til mij@fcm.dk og oplys hvor ofte du kan deltage.