Herreholdet

Buksa: Vi skal have mesterskabet tilbage til Midtjylland

Efter ferie og landsholdsfodbold er Adam Buksa tilbage på træningsbanen for FCM. Den 1,91 meter høje angriber vil vinde guld, tage ansvar og blive en endnu bedre udgave af sig selv.

10/07/25
Mads Jakobsen
Foto: Daniel Stentz

Efter landskampe mod Moldova og Finland og sommerferie sluttede Adam Buksa sig som en af de sidste til FC Midtjyllands sommerforberedelser.

– Det har været en fin start. Jeg kom tilbage i god form og føler mig frisk og oplagt. Der er en god energi i truppen, og vi arbejder hårdt – præcis som det skal være, siger han.

Den polske landsholdsangriber blev i sidste sæson noteret for 15 mål i FCM-trøjen – og selvom det er et stærkt facit, er ambitionen at blive endnu bedre.

– Det, der driver mig, er at blive en bedre version af mig selv end sidste år. Jeg vil udvikle mig, vinde titler og hjælpe holdet til at præstere på det højeste niveau. Det handler ikke bare om at bidrage – det handler om at være med til at gøre forskellen, når det gælder.

En klar målsætning

Sidste sæsons andenplads er stadig i erindringen, og står som en påmindelse og et løfte om at tage næste skridt og bringe guldet tilbage til Midtjylland.

– Det var skuffende ikke at vinde mesterskabet. Det var vores mål at genvinde guldet. Vi anerkender FCK’s præstation, men nu er det vores opgave at få mesterskabet hjem til Midtjylland igen.

Vi skal kunne mærke at vi rykker os

Jagten på mesterskabet handler ikke kun om mål og taktik – for Buksa er det mentale en lige så afgørende faktor.

– Jeg arbejder med det mentale og min selvtillid hver dag. Det er en vigtig del af at præstere – især som angriber. Fodbold er en holdsport, og det forudsætter, at hver eneste spiller er 100 procent på i træning og kamp. Der kommer bump på vejen i løbet af sæsonen, men vi har værktøjerne, mentaliteten og talentet til at håndtere det.

En spiller med internationalt blik

Buksa har spillet 277 seniorkampe og scoret 96 mål i karrieren. Med erfaring fra ligaer i Polen, Frankrig, Tyrkiet og USA bruger han nu sin viden til at styrke FCM – både på og uden for banen.

– På banen handler det om at spille så meget som muligt, score mål og hjælpe holdet til at vinde. Uden for banen vil jeg gerne være en, de unge kan læne sig op ad. Det kræver, at jeg selv er i topform – både fysisk og mentalt – så jeg også kan lede gennem mit spil.

Fra Nordthy til EM: Nu vil jeg gå forrest i FCM

At Danmark skulle tilføjes fodbold-CV’et lå ikke just i kortene.

– Det har ikke stået i min karriereplan at skulle spille i Danmark, men projektet i Midtjylland overbeviste mig. Det er en ambitiøs klub, og jeg prøver at bringe alle mine erfaringer i spil for at blive den bedste udgave af mig selv – og for at hjælpe holdet.

Om Superligaen har han et klart billede.

– Hvis jeg skal sammenligne, minder den mest om MLS. Men der er mange unge, talentfulde spillere her – og det er en liga i udvikling. Fansene kan glæde sig over at se store talenter udfolde sig hver weekend, og flere af dem bliver solgt videre til store klubber i Europa. Det er spændende at være en del af.

Mere end træning i Østrig

FCM er i øjeblikket på træningslejr i Østrig. For Buksa handler det ikke kun om intensitet og fysisk form – men også om det menneskelige.

– Det er et must. Vi er væk hjemmefra, og det bruger vi til at rykke sammen. Det skaber holdånd – og det driver os fremad. De relationer, vi bygger videre på nu, bliver afgørende, når sæsonen begynder.

Han ser frem til en ny sæson – med høje forventninger og et klart mål.

– Vi har mange dygtige spillere og en trup, der vil det samme. Nu handler det om at vise det – hver dag, hver kamp. Vi går efter mesterskabet, og vi ved, hvad der skal til.

Testkamp mod Dynamo Kiev

Kl. 16.00 gælder det mødet med de ukrainske mestre i den første testkamp på træningslejren i Østrig for Buksa og co.

Opgøret sendes – kvit og frit – her på hjemmesiden og er næstsidste kamp før sæsonstarten mod OB søndag den 20. juli.

Udsendelsen præsenteres i samarbejde med Arbejdernes Landsbank og Eleiko Group.

Se kampen her