I jagten på mere spilletid drager 25-årige Dani Silva til cypriotisk fodbold, hvor han skal tørne ud for de cypriotiske mestre, Pafos FC, for resten af 2025/26.
Pafos har i indeværende sæson deltaget i Champions League, hvor det blev til ni point i otte kampe. I den hjemlige række ligger man på en 3. plads.
– Dani har haft en stærk indstilling hele vejen igennem og har leveret et professionelt stykke arbejde, selv når vejen til spilletid har været et stykke væk. Lige nu er konkurrencen på midtbanen hård, og derfor giver det god mening for alle parter, at Dani får muligheden for at prøve sig af et sted, hvor han kan få en større rolle. Vi glæder os til at følge ham, siger sportschef Kristian Bach Bak.
Dani Silva står noteret for 17 kampe for FC Midtjylland i sæsonen. Undervejs er det blevet til tre assists.
Der skal lyde et held og lykke til den portugisiske midtbanespiller med udfordringerne i Pafos.
