Han smiler, da han sætter sig ned i sofaen på Dream99 i Ikast. Der bliver udvekslet nogle ord på spansk med en af trænerne, som hænger over ryglænet på sofaen, og de bryder begge ud i et afslappet grin.

Den unge ecuadorianske midtbanespiller, Denil Castillo, kom til FC Midtjylland i sommeren 2024, og man skal ikke observere ham i mange minutter, før det bliver tydeligt, at han er faldet godt til.

– Det første år her i klubben var ikke nemt, men jeg har arbejdet hårdt, og nu spiller jeg mere og føler mig godt tilpas. Jeg håber bare, at jeg kan fortsætte sådan, fortæller han.

Han sidder afslappet, mens han fortæller om sin opvækst. Han nævner vigtigheden af ro og stabilitet i sin hverdag, for selvom han kun er 21 år, så har han oplevet mere end mange af sine jævnaldrende.

– Jeg kommer fra en hårdtarbejdende familie, og jeg har selv arbejdet fra jeg var meget ung. Det var meget naturligt, at jeg bare hjalp min familie og mine bedsteforældre med alt muligt forskelligt, fortæller han.

En svær tid

Han begyndte at spille fodbold på gaden i Ecuador med sine venner, inden det hele tog fart, længe før andre børn overhovedet tænker på at tage hjemmefra.

– Da jeg var ti år, tog jeg hjemmefra for at spille fodbold. Hvis jeg virkelig ville det, så måtte jeg tage chancen, men det betød også, at jeg siden da mere eller mindre har været alene.

Fire år senere ændrede alt sig for Denil Castillo og hans familie.

– Jeg mistede min far som 14-årig. Vi havde altid været utroligt tætte, og han var en enorm støtte for mig, siger han og kigger kort ned på sine hænder.

– Det er klart, at det har modnet mig hurtigt og gjort mig stærkere, men jeg havde også følelsen af, at jeg skulle være manden i huset for min mor og min bror. Min far var den eneste, som arbejdede, så jeg måtte tage ansvar og tjene penge til familien. Derfra blev det vigtigere end nogensinde, at jeg skulle blive så god som muligt.

Og det blev et løfte, som han gav sig selv – og derfra arbejdede han sig på ungdomslandsholdene og ud i verden.

– Jeg endte med at spille South American Championship U20, og derefter fik jeg chancen for at komme til Europa. Det var stort for mig, fortæller han.

Fodboldspiller i en krigszone

Men tilværelsen på det europæiske kontinent begyndte ikke, som han havde drømt om. I 2023 rejste han til Ukraine for at spille for storklubben Shakhtar Donetsk.

– Det var svært for mig i Ukraine. Jeg kunne ikke helt tilpasse mig af flere forskellige grunde. Der var krig, og man kunne høre bomberne tidligt om morgenen. Af og til blev man vækket af det om natten. Det var voldsomt at opleve, siger han og fortsætter:

– Da jeg ankom til Ukraine, boede jeg på et hotel det første lange stykke tid, og vi havde nogle lange rejsedage, når vi skulle til kampe. Det var ikke noget, som hjalp på, at jeg kom til at falde til hurtigere – tværtimod, fortæller Castillo.

Han trækker luft ind og rykker på sig i sofaen, inden han fortsætter med at fortælle om den hverdag, som hans daværende 19-årige jeg befandt sig i.

– Jeg havde en følelse af, at man aldrig helt vidste, om man ville blive ramt af en bombe. Jeg var ikke så gammel, og jeg var langt væk hjemmefra, så jeg havde det ikke særligt godt. Jeg var nervøs og frygtede, at det ville komme tættere og tættere på, men uden at jeg kunne slippe væk fra det.

– Jeg var i Kiev, og man kunne se områder af byen, som var helt eller delvist ødelagt – det føltes tomt og uhyggeligt. Jeg havde også oplevelsen af, at folk var mere afstandtagende. Man mødte bare op, arbejdede og gik hjem igen. Det var virkelig en svær tid for mig personligt, siger han.

Under sin tid i Ukraine havde han et kort lejeophold i den serbiske klub Partizan Beograd, inden han fandt vejen til Herning og FC Midtjylland.

– Jeg føler mig fri her i Danmark. Her er så fredeligt, og menneskerne er varme og imødekommende. Det gør, at jeg føler mig tilpas, og så gør det helt sikkert også noget godt for mig fodboldmæssigt. Alt er perfekt for mig lige nu, siger han og trækker lidt på skuldrene, som om det stadig overrasker ham lidt.

– Jeg får flere minutter på banen, og jeg kan bidrage mere til holdet, hvilket betyder meget for mig og min udvikling.

Troen på det mentale

Telefonen, som han har lagt i sofaen ved siden af sig, vibrerer pludseligt. Skærmen lyser op med navnet Júnior Brumado. Han ser undskyldende op og spørger, om han hurtigt må tage den.

Han vender hovedet, tager telefonen op til øret og får afklaret, hvad den brasilianske holdkammerat vil. Et halvt minut senere ligger han igen telefonen ned ved siden af sig og smiler med et blik, der siger “hvor kom vi fra?”

Han fortæller, at han gennem sin tid i FC Midtjylland har arbejdet med en sportspsykolog, som har været med til at give ham nogle redskaber til at beholde troen på, at det hele nok skal lykkes, selvom det kan være svært i perioder.

– Man skal være tålmodig og blive ved med at arbejde. Man skal ikke give op. Der har været øjeblikke, hvor jeg var desperat, men hvor jeg blev mindet om, at jeg skulle holde hovedet koldt og fortsætte. Det hjælper mig meget, og det er noget, jeg bruger, når jeg er i pressede situationer.

Og troen på, at det hele nok skal lykkes, kommer også til udtryk i hans engelskundervisning. Det er ikke nemt, men det efterlader et stort smil, når han fortæller om det.

– Tidligere forstod jeg ingenting, når folk omkring mig talte engelsk, men nu kan jeg fange nogle ord og forstå sammenhænge – det er fremskridt. Jeg ved, at det er vigtigt for min karriere, så jeg tager det step by step.

Selvom den unge landsholdsprofil nu nyder tilværelsen i Danmark, lægger han ikke skjul på, at han savner sin familie.

– Jeg er jo stadig langt væk hjemmefra, men vi har det alle sammen bedre nu. Min mor har fået en ny kæreste, og min bror har det godt. Jeg håber, min mor kan komme på et tidspunkt og se mig spille. Det ville betyde meget, siger han.

En foreviget livshistorie

Da samtalen falder på hans tatoveringer, retter han sig op i sofaen. Han løfter trøjen en smule og trækker ærmet op, som om det falder ham helt naturligt at vise dem frem.

– Jeg har den her, som virkelig er betydningsfuld for mig – det er min fars navn med hans fødselsdag og dødsdag, siger han og peger på brystet.

Han peger videre rundt på kroppen.

– Jeg har også en i nakken, hvor der står ’Good Vibes’. Det er fordi, jeg tror på, at hvis man forsøger at se det positive i alle slags situationer, så kan man klare mere, end man tror.

Der er også flere med en religiøs betydning.

– Jeg er katolik og meget troende, så det betyder også meget for mig at have troen og Gud med mig. Derfor har jeg fået skrevet ’With God Everything Is Possible’.

Han smiler lidt, da han fortæller, hvad det næste, han skal have lavet, er.

– Jeg venter på, at jeg skal have tatoveret min fars ansigt, men lige nu er der så mange kampe, så jeg bliver nødt til at vente. Det kommer nok til at kræve lidt tid, så den kan hele ordentligt.

Mens han sidder der i sofaen og fortæller, bliver det klart, at tatoveringerne ikke udelukkende er udsmykning. De er små nedslag i hans liv, betydningsfulde kapitler i hans liv skrevet med blæk.

Han lader trøjen falde ned over tatoveringerne igen, så de bliver gemt væk under tøjet, men ’Good Vibes’ står stadig frem i nakken, da han tager sin taske i hånden og går mod døren for at tage hjem.

Ti hurtige med Denil Castillo

Hvad gør du, som det første, når du vågner om morgenen?
– Jeg lytter til en bøn.

Hvis ikke du spillede fodbold, hvad lavede du så?
– Jamen egentlig fungerer jeg lidt som klubbens frisør. Da jeg var meget ung, var jeg med min onkel i hans salon, og så en dag begyndte jeg bare at hjælpe til. Faktisk var jeg så glad for det, at jeg overvejede at droppe træningerne, for at kunne blive i salonen.

Har du et sjovt barndomsminde, som du tænker tilbage på?
– Da jeg var lille, hjalp jeg ofte mine bedsteforældre med noget arbejde på deres gård. Mine forældre synes ikke altid, at det var en god ide, men så stak jeg af og løb afsted alligevel – det var indtil, jeg var omkring ti år. Nu når jeg har ferie, så tager jeg ofte stadig tilbage og hjælper dem igen, for jeg kan godt lide det.

Hvad er din livret?
– Det er en traditionel ret fra Ecuador med kokos, som hedder encocado de pescado eller ris med bønner.

Hvilken sang kan altid få dig i godt humør?
– Jeg lytter generelt meget til salsa, når jeg vil i godt humør.

Hvem inspirerer dig?
– Det gør min mor, min far og min bror.

Hvis du skal beskrive dig selv i tre ord, hvad vil det så være?
– Høflig, hårdtarbejdende og respektfuld.

Er du mest et morgenmenneske eller aftenmenneske?
– Jeg er nok mest aftenmenneske – jeg elsker jo salsa.

Hvad er det bedste råd, som du har modtaget?
– Det er, at man altid skal være høflig. Det er vigtigt, når man møder andre mennesker.

Hvem er du tæt med i klubben?
– Mange af spillerne selvfølgelig, men jeg er også meget tæt med Rodrigo Prieto, som er vores specialtræner. Han tager sig meget af os sydamerikanske spillere.