Kvindeholdet

Det første år som FCM Kvindefodbold: Opbakningen er voksende

Head of Women's Football, Thomas Larsen, ser tilbage på et begivenhedsrigt og succesfuldt første år i FC Midtjylland Kvindefodbold, der nu er klar til at tage næste skridt.

11/06/25
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Den 1. juli 2024 blev FC Midtjylland Kvindefodbold en del af FCM-familien. Det første år har budt på to oprykninger, således at holdet fra 2025/26 er at finde i landets bedste fodboldrække, Gjensidige Kvindeliga.

Oprykningsfeberen ramte Midtjylland

Den sportslige succes har været markant, men også uden for kridtstregerne er der blevet taget store skridt.

– Den her oprykning betyder alt. Da vi startede op for et år siden, og det blev meldt ud for to år siden, har der været en ambitiøs trappe med fire oprykninger på fire halvsæsoner. At vi formår at rende det i mål, betyder, at mange af de beslutninger, som er truffet på vej derhen, har vist sig at være rigtige, siger Head of Women’s Football i FCM, Thomas Larsen, og fortsætter:

– Det er vigtigt at nævne, at vi står på et fundament af noget, som Vildbjerg har gjort i rigtig mange år. Det har betydet, at vi ikke skulle starte helt fra scratch. På den kommercielle del har vi i stille og rolig stigende grad oplevet opbakning fra vores eksisterende, men også enkelte nye, sponsorer. Vi mærker en interesse for at bakke op omkring det her.

– På tilskuersiden har vi også set en udvikling. Jeg var rigtig stolt og glad, da vi samlede 2.500 mennesker inde på MCH Arena i oktober, og vi har generelt løftet snittet fra under 100 til omkring 300-400 tilskuere ude i Vildbjerg. Det er små skridt hele vejen.

Udover at møde bedre modstandere betyder oprykningen til Gjensidige Kvindeliga også en større eksponeringsflade, idet TV 2 fra den kommende sæson står for at live-transmittere kampene i landets bedste række.

– Når vi har gjort reklamer for kampene på vores forskellige kanaler, er vi altid blevet spurgt, hvor man har kunne se dem henne. At vi nu bliver vist på TV 2’s kanaler eller TV 2 Play, vil jo alt andet lige gøre, at interesseren og hypen omkring kampene bliver større. Vi er glade for den aftale, TV 2 og Kvindedivisionsforeningen har indgået, fordi det gør muligheden for at skabe opmærksomhed og vækst endnu større, siger Thomas Larsen.

Stolthed og fortsatte ambitioner

Thomas Larsen hæfter sig ved, at man trods succesen, stadig har ting at lære. Men med en inspirationskilde i herrefodbolden og de mange samarbejdsklubber i ryggen er fremtiden lys.

– Vi er reelt kun et år gamle, og de værdier og den kultur, vi har med fra 25 år på herresiden, skal vi fortsat arbejde for at få indkorporeret i alle dele af FCM Kvindefodbold både på den sportslige og kommercielle del.

Sportschefen jubler over oprykning – men ambitionerne stopper ikke her

– Vi er jo regionens hold på pige-kvindesiden. En ting, jeg er sindssygt glad for, at vi er lykkes med det første år, er, når vi har været ude i vores samarbejdsklubber og er blevet taget så fantastisk imod. Jeg ser et spirrende frø, når unge piger møder vores spillere og selv får en drøm om at udleve det samme eller komme ind og se dem spille på stadion.

– Vores samarbejdsklubber spiller en kæmpe rolle helt ned fra børnefodbolden og op til der, hvor nogle af de lokale spillere tørner ud for FC Midtjylland, siger Thomas Larsen.

Hvordan ser du personligt på, at I fra den nye sæson er at finde i landets bedste række?

– Stolthed er det rigtige ord. Det har været et rigtig ungt hold, støttet af nogle mere rutinerede kræfter. Det pres, vi har lagt på dem, og at de samtidig er lykkes med det, gør mig stolt – og også lettet. De er gået ind og har præsteret fra dag ét.

Setuppet udvikles yderligere

Med oprykningen til Gjensidige Kvindeliga er der nu også igangsat et arbejde med at se på det fremtidige setup for FC Midtjylland Kvindefodbold, som skal medvirke til en endnu mere professionaliseret dagligdag for spillere og trænere.

Det er det arbejde, der pågår det næste stykke tid, inden man starter op på den nye sæson i august.