Søndag aften dannede MCH Arena ramme om den sidste kamp i Grundspillet, da FC Midtjylland tog imod Brøndby IF i et intenst opgør, der endte uden mål.
Det blev en kamp med høj intensitet og mange dueller. Midtjyderne leverede en fornuftig første halvleg, men man formåede ikke at holde niveauet efter pausen.
Ousmane Diao fremhæver efter kampen forskellen mellem de to halvlege.
– Første halvleg spillede vi rigtig fint, men anden halvleg var ikke prangende. Det var som om, vi bare ikke gav os 100 procent. De fik for mange chancer, men Elias (Olafsson, red.) klarede det virkelig godt.
Netop keeper Elias Olafsson blev afgørende, da Brøndby pressede på i anden halvleg. Han havde flere gode redninger og sikrede ét point til hjemmeholdet.
Ifølge Diao lykkedes midtjyderne i grove træk med det taktiske.
– I første halvleg gjorde vi meget af det, som Mike (Tullberg, red.) ville have os til, men i anden halvleg mistede vi fokus og gav for mange chancer væk for let.
Opbakning fra tribunerne
Selvom det ikke blev til en sejr i den sidste kamp i Grundspillet, fremhæver Diao stemningen på stadion – særligt i slutfasen af kampen.
– Det var en ret intens kamp, men stemningen var god. Vores fans forsøgte virkelig at bakke op om os, særligt til sidst.
FC Midtjylland slutter af på en 2. plads i Grundspillet med et pointsnit på 2,09 og et målsnit på 2,6 scoringer pr. kamp – sidstnævnte klart flest i 3F Superliga.
– Overordnet set har vi gjort det rigtig fint i Grundspillet. Vi har spillet nogle gode kampe og har et godt hold, men vi skal selvfølgelig fortsætte det gode arbejde. Vi ved, at vi kan levere på et højere niveau, så det skal vi tilbage til, så vi kan vinde Superligaen, lyder det fra Diao.
Tre turneringer
FC Midtjylland er fortsat med i tre turneringer, og ambitionerne er høje.
– Vi spiller stadig med i tre turneringer, hvilket er stort. Vi har nogle dygtige spillere, et godt hold, og vi har bestemt ikke glemt, hvad det er, vi spiller for. Vi skal vinde og gå hele vejen i alle turneringerne.
Allerede på søndag venter næste udfordring mod AGF i Pokalsemifinalen, som også spilles på midtjydernes hjemmebane i Herning.
– Nu skal vi se frem mod den næste kamp, som ligger allerede på søndag. Vi skal tilbage til det høje niveau, og vi skal give alt, hvad vi har. Det bliver en svær kamp med dueller og intensitet, men vi er klar til at tage imod dem, slutter Diao af.