Når FC Midtjylland torsdag aften løber på banen i Edinburgh, venter der mere end bare en fodboldkamp. Ifølge både First Team Coach, Allan K. Jepsen, og assistenttræner, Morten ‘Duncan’ Rasmussen, venter også en intens atmosfære og et tryk fra tribunerne.
Efter 1-1 i det første opgør i Herning har FC Midtjylland fokuseret på at forbedre flere af de elementer, som ifølge trænerteamet manglede i sidste uge.
– Vi fik bragt bolden ind i de farlige zoner flere gange, men vi var bare ikke dygtige nok. Den kvalitet, når vi kommer derind, skal være højere, forklarer First Team Coach Allan K. Jepsen.
– Det handler om beslutninger, afleveringer, afslutninger og positioneringen i feltet. Og så er det klart, vi skal ikke gentage starten fra sidst, fortsætter han.
Men selv hvis det taktiske er på plads, kan det også blive en mental opgave for FC Midtjylland, for Hibernian forventes at komme med mere energi og endnu større opbakning, idet man allerede har kunne melde udsolgt.
– Jeg tror, vi kommer til at møde et Hibernian-hold, som vil lidt mere, end de ville i torsdags. De har omkring 20.000 fans bag sig, som nok kommer til at kræve noget mere. Det kan godt åbne kampen lidt mere op – og forhåbentlig bliver det til vores fordel, vurderer Allan K. Jepsen.
Hibernian FC blev grundlagt i 1875 og hører hjemme i den østlige del af Edinburgh. Deres stadion, Easter Road, har plads til omkring 20.000 tilskuere.
‘Duncan’ som matchwinner mod Hibernian
FC Midtjyllands assistenttræner, Morten ‘Duncan’ Rasmussen, spillede i sin tid for Celtic FC – og den tidligere angriber husker den skotske fodboldkultur som noget helt særligt.
– Fodbold er bare større i Storbritannien. Det er det eneste, som Gud og hver mand snakker om. Det er vildt at opleve et helt stadion, hvor alle synger under hele kampen. Det skaber en stemning, som er svær at beskrive, fortæller ‘Duncan’.
Det mest scorende hold i 3F Superliga: ‘Duncan’ fortæller om arbejdet med offensiven
Og selvom hans ophold i Skotland ikke varede længe, nåede det at sætte sig i kroppen – ikke mindst én bestemt kamp mod netop Hibernian FC:
– Vi var bagud 2-1, da jeg blev skiftet ind. Så udligner vi, og jeg scorer sejrsmålet til 3-2. Træneren løber ned ad sidelinjen, og jeg ender med at hoppe op i armene på ham. Jeg kan ikke huske hele kampen – men jeg husker den aktion. Det var euforisk, fortæller han.
Den dominerende rolle
First Team Coach Allan K. Jepsen forventer også en euforisk stemning på torsdag, og han fortæller, at man har arbejdet intenst på at blive klar til at træde ind på Easter Road.
– Vi har evalueret sidste uges 1-1-opgør, og vi fik en masse ting, som vi gerne ville, men vi manglede noget kvalitet. Vi er klar til at gå på banen på torsdag, hvor vi forhåbentlig kan blive det dominerende hold fra start, siger Allan K. Jepsen.
Det er et spændende opgør, der venter, når kampen fløjtes i gang torsdag kl. 21.00 dansk tid.
Se kampen live
Ønsker du at se kampen mod Hibernian FC, som er afgørende for FC Midtjyllands videre kvalifikation i Europa League?
SolidSport har købt rettighederne til returkampen i på Easter Road, og den kan ses på nedenstående link for 15 euro.