Kvindeholdet

Dybdahl før Thisted: Fokus er det vigtigste

Kvinderne skal igen i aktion på søndag, når FC Thy-ThistedQ skal besejres i Thy. Modstanderen er topscorer Rikke Dybdahls tidligere klub, og hun fortæller her om, hvad der venter FCM-holdet.

03/05/25
Filip Knudsen
Foto: Susan de Klerk

FCM-kvinderne er kommet fremragende ind i foråret, hvor man fortsat er ubesejret med 13 point i fem kampe. Modstanderen denne gang er FC Thy-ThistedQ, som blev besejret af FCM-kvinderne to gange i efteråret med 1-0. Alligevel fik søndagens hjemmehold held med at sikre sig en andenplads i efterårets 1. division.

Derfor er det også et modstandsdygtigt hold, der skal besejres søndag, selvom det kun er blevet til to point i de første fem kampe, og at de fortsat har deres første sejr til gode.

– Det er et rigtig godt hold, og selvom de ikke har vundet i foråret endnu, skal vi være stærke, hvis det skal blive til tre point. Det plejer at blive tætte kampe, når vi spiller mod dem, og derfor kræver det af os, at vi er i fuldt fokus hele kampen, understreger topscorer Rikke Dybdahl.

Rikke Dybdahl forventer et kampbillede, hvor FCM er mest på bolden, og hvis det ikke skal blive en kamp med for mange afleveringer og for få chancer, skal FCM være yderst fokuserede, hvis man skal vinde, mener hun.

– Jeg kunne godt forestille mig, at de kommer ind til kampen med en lille smule defensiv tilgang, og der er det vigtigt, at vi forsøger at gøre det, vi er gode til. Det kræver fart i boldomgangen, at vi tør løbe for hinanden, og at vi rammer hinanden i de rigtige huller. Hvis alt det skal lykkes, er det fokus, der er det vigtigste.

Rikke Dybdahl har selv spillet i FC Thy-ThistedQ af to omgange, hvor hun også blev ligatopscorer i den seneste sæson. Selvom angriberen har spillet mod FC Thy-ThistedQ flere gange, er det fortsat specielt for hende.

– Jeg kender fortsat mange af pigerne, der spiller deroppe, og det er altid specielt at vende tilbage. Det er et dejligt sted, og jeg glæder mig selvfølgelig til at møde dem igen. Det er ved at være noget tid siden, jeg har været der sidst, fortæller hun.

Rikke Dybdahl er kommet godt i gang igen i dette forår, hvor det er blevet til fire scoringer og to assister i de første fem kampe.

– Det er selvfølgelig dejligt, at jeg gør det fint på scoringstavlen, men jeg synes også, at det er sådan for angribere, at man skal huske at rose sine holdkammerater, for det er lige så meget deres fortjeneste, at de formår at sætte mig godt op, siger Rikke Dybdahl afsluttende.

Kampen fløjtes i gang søndag kl. 14.00 på Sparekassen Thy Arena, hvor der er tre vigtige point på spil. FCM-kvinderne kommer ind til kampen med en førsteplads i bagagen, og hvis det skal være sikkert, at det også er tilfældet efter kampen, skal der tre point på kontoen.