Endnu en milepæl er nået for Cho Gue-Sung, som efter 15 måneder på sidelinjen endelig kan trække landsholdstrøjen over hovedet igen. For første gang siden sin langvarige knæskade er han udtaget til det sydkoreanske landshold – en udtagelse, der vækker stærke følelser hos den 27-årige angriber.
– Jeg har ventet på, at de skulle ringe til mig. Jeg har virkelig håbet. Det kommer til at føles som en ny oplevelse og en ny følelse for mig efter en så lang skade, fortæller Cho.
Cho Gue-sung, som blev landskendt i Sydkorea efter sine to mål mod Ghana ved VM i Qatar i 2022, måtte se med fra tribunen i hele 2024/25-sæsonen. Men nu er han tilbage. Både i form, på banen – og i landsholdstruppen.
– Endelig er jeg tilbage, og min form er god. Jeg er utrolig glad, og alt føles perfekt nu – sådan har jeg det i hvert fald. Jeg håber, at jeg kommer til at spille nogle minutter, for det vil jeg virkelig gerne, siger han med et smil.
Blikket er rettet
Cho blev senest udtaget til landsholdet i marts 2023. Siden da har hans navn ikke været at finde i landsholdstruppen på grund af den føromtalte skaden og efterfølgende den lange genoptræning. Nu står han klar til at vise, at han stadig har niveauet.
– Det er stort for mig. Sidste gang var for omkring halvandet år siden, så nu er det tid til at vise, at jeg er tilbage og i god form, siger han og fortsætter:
– Det er noget, alle drømmer om; at få lov til at spille for landsholdet. Siden jeg var lille, har jeg kæmpet for at repræsentere mit land. Jeg har gjort det et par gange, men det betyder meget, at jeg får muligheden igen nu, siger han og uddyber:
– Jeg håber, at jeg får spilletid, og at jeg kan være stolt af mig selv, slutter han af.
Simsir øjner A-landsholdsdebut: Vil huske det resten af mit liv
Cho står noteret for 39 landskampe med ni mål til følge. I FCM står noteret for 53 kampe, 17 mål og fire assists.
I den igangværende landsholdstermin møder Sydkorea først Bolivia og dernæst Ghana i to testkampe frem mod VM-slutrunden til sommer, hvor Cho Gue-sung og holdkammeraterne – heriblandt Lee Han-beom – allerede er kvalificeret.