Kvindeholdet

En god holdindsats mod AGF

Lørdag kl. 12.00 spillede FCM's A-Liga-hold træningskamp mod AGF. Det blev til en god holdindsats, der dette til trods endte med et smalt nederlag.

26/07/25
Steffen Klitgaard
Foto: Daniel Stentz

FC Midtjyllands A-Liga-hold spillede lørdag eftermiddag træningskamp mod AGF i Aarhus. Kampen endte 2-1 til AGF. Rikke Dybdahl scorede for FCM efter en fin omstilling midt i første halvleg.

– Det var en rigtig fin testkamp, hvor vi fik afprøvet det høje erobringsspil i et nyt format samt en del af vores dygtige U19-spillere, fortæller cheftræner Steen Gravgaard.

Astrid Nautrup fra årgang 2008 spillede 60 minutter, mens Mille Kjærgaard, Lærke Mølholm og Line Aagesen fra årgang 2009 alle tre fik 30 minutters spilletid.

– De viser meget lovende takter alle fire og giver os et bedre indblik i, hvor mange dygtige spillere vi reelt råder over, siger Steen Gravgaard.

Mødet med AGF, der var en del af Mesterskabsspillet i landets bedste fodboldrække i foråret, var den første eksterne træningskamp for FCM’s kvindehold. Tilpasningen til liganiveau bemærkede Steen Gravgaard også undervejs:

– I forhold til, hvad vi har været vant til de sidste par sæsoner, var det tydeligt, at tempoet og den power, der bringes i duellerne, lige er noget, vi skal vænne os til, men jeg synes pigerne adapterer det rigtig fint undervejs i kampen, fortæller han og fortsætter:

– Der var et par svipsere undervejs, som desværre koster mål. Den lektie skal vi tage med os de næste 14 dage, inden turneringen starter i Farum. De fejl er markant dyrere, end vi har været vant til.

På trods af nederlaget er der dog også noget positivt at tage med fra kampen.

– Vi kommer aldrig til at stille os tilfredse med at tabe fodboldkampe, men processen og holdfokusset er der ikke meget at sætte en finger på i dag, fastslår Steen Gravgaard.

Kvinderne spiller næste lørdag kl. 14.00 træningskamp ude mod F.C. København. A-Ligaen starter for FC Midtjylland den 10. august kl. 12.00 mod FC Nordsjælland på Right to Dream Park. Den kamp kan ses på TV2 Sport X.