Kvindeholdet

– Et ubarmhjertigt resultat

FC Midtjylland Kvindefodbold indledte søndag sin første A-Liga-sæson mod FC Nordsjælland. Trods godt spil og flere muligheder endte det med et klart nederlag på 5-1.

10/08/25
Steffen Klitgaard
Foto: Susan de Klerk

FC Midtjyllands kvinder rejste allerede lørdag eftermiddag til Sjælland, så de kunne være helt klar til den første kamp i A-Liga mod FC Nordsjælland søndag kl. 12.00. Midtjyderne åbnede energisk og lagde et højt pres i starten af kampen, hvilket gav en chance til Ida-Sofie Rathe.

Tigrene fra Farum bed dog også fra sig, og efter at have opsnappet en bold i opspillet gjorde Cecilie Larsen det til 1-0 for hjemmeholdet efter 10 minutter. Minuttet efter gjorde Flora Højer det til 2-0 på en returbold. I situationen ramte hun FCM-keeper Katrine Thisgaard, som måtte udgå efter længere behandling og blev erstattet af Sofie Hoffmann.

Da kampen kom i gang igen, stod FC Nordsjælland for det meste af spillet. De to debutanter Sanne Troelsgaard og Anna Givskov havde dog begge giftige forsøg, der desværre ramte stolpen, inden Flora Højer scorede sit andet mål til 3-0 efter et hurtigt kontraangreb.

FC Midtjylland var tæt på en reducering efter 40 minutter, da Rikke Dybdahl blev spillet fri i feltet af Therese Vestermark efter et rigtig flot angreb. Midtjyderne pressede på og kom tæt på igen i tillægstiden. Men scoringen udeblev.

FCM kom godt ud til 2. halvleg og kontrollerede spillet i starten af halvlegen. Her blev gentagne intense pressituationer og angreb omsat til holdets første A-Liga-scoring, da Rikke Dybdahl opsnappede en bold i nordsjællændernes opspil og sikkert sendte bolden i mål.

Målet gav endnu mere energi til midtjyderne, som øgede trykket og havde et skud på stolpen samt en god chance i feltet.

I stedet for en scoring til FC Midtjylland blev det 4-1 efter 83 minutters spil, da Flora Højer spillede Thea Petersen helt fri i feltet. Kort tid efter havde FCM et godt kontraangreb, men Rikke Dybdahls forsøg blev reddet af Molly Race i FCN-målet. Langt inde i tillægstiden scorede Thea Petersen igen til slutresultatet 5-1.

– Det føles som et ubarmhjertigt resultat. Vi følger den plan, vi kom hertil med, og lykkes med den langt hen ad vejen. Vi betaler nogle meget dyre lærepenge i den her kamp i forhold til skarphed og mangel på samme. Vi har fire skud på målrammen og et par friløbere. Jeg er ikke sikker på, at Nordsjælland har flere chancer end os, og alligevel scorer de fem mål. Det er hårdt, men vi holder fast i vores måde at gøre tingene på og skal hjem og gøre det skarpere. Jeg kan ikke sætte en finger på det udtryk, vi leverer i dag, siger cheftræner Steen Gravgaard.

Udover Sanne Troelsgaard og Anna Givskov, der startede inde, fik 15-årige Mathilde Jessen også debut, da hun kom ind sent i kampen. Cheftræner Steen Gravgaard udtaler om de tre debutanter:

– Sanne leverer det, jeg havde håbet på, og måske endda en smule mere. Mathilde kommer ind på et utaknemmeligt tidspunkt, men leverer en rigtig fin indsats og har nogle gode aktioner. Givskov gør det virkelig godt, synes jeg. Jeg er helt vildt tilfreds med det, hun får gjort. Der er selvfølgelig nogle ting, der kan justeres, men hun ligner – ligesom Troelsgaard – en spiller, som ret hurtigt har tilpasset sig det, vi gerne vil.

A-Liga-holdet får mulighed for at rejse sig på onsdag, når de møder Aarhus 1900 i pokalturneringen kl. 18.30 på Fort Langenæs.

Næste A-Liga-kamp er lørdag den 16. august kl. 14.00 mod HB Køge på MCH Arena.

Køb billet til kampen her

FC Nordsjælland 5-1 FC Midtjylland (3-0)

10′ 1-0 Cecilie Larsen
11′ 2-0 Flora Højer
35′ 3-0 Flora Højer
64′ 3-1 Rikke Dybdahl
83′ 4-1 Thea Petersen
95′ 5-1 Thea Petersen

FCM XI: Katrine Thisgaard, Malene Nielsen, Sanne Troelsgaard, Julie Breiner, Clara Jepsen, Sofia Rejkjær, Therese Vestermark, Ida-Sofie Rathe, Ida Thomsen, Rikke Dybdahl, Anna Givskov.