Når FC Midtjylland møder F.C. København i Parken på Kristi Himmelfartsdag, er det en begivenhed, som skaber minder for livet.
Derfor inviterer FC Midtjylland alle fans til og med 12 år med tilknytning til klubben til at blive en del af pokalfinalen. Børnebilletter er uden omkostning, når de købes sammen med en voksenbillet.
For FC Midtjylland hænger invitationen sammen med klubbens fundament og mangeårige arbejde med børn og unge i hele regionen. Siden 1999 har klubben været bygget på stærk lokal forankring og et tæt samarbejde med klubber på tværs af Midt- og Vestjylland.
– Vi står på ryggen af en hel region og 136 samarbejdsklubber, som allesammen er fundamentet for vores klub. De står bag os i tykt og tyndt på stadion, de køber vores trøjer og bakker os op i alle mulige sammenhænge, siger branddirektør i FC Midtjylland, Preben Rokkjær, og fortsætter:
– En pokalfinale er en fest – ikke bare for FC Midtjylland, men for alle de her klubber. Vi vil gerne bidrage ved at tilbyde dem at kunne tage børnene med, så de også kan opleve det, der er en af de store dage – både i klubben og i dansk fodbold.
FC Midtjylland er bevidste om, at vi lever i en tid med stigende leveomkostninger – og det kan gøre det sværere at fylde bilen op og køre mod hovedstaden.
– Vi vil give så mange børn som muligt muligheden for at være en del af den her oplevelse sammen med deres familier, siger Preben Rokkjær.
Info om forkøbsret og billetsalg
FC Midtjylland har fået stillet 16.487 billetter til rådighed til dette års pokalfinale.
Sæsonkortholdere og BilletFlex’ere har forkøbsret fra onsdag den 25. marts kl. 14.00. Alle sponsorer modtager selvstændig info på e-mail.
Fredag den 27. marts kl. 10.00 åbner billetsalget for alle andre.
Man kan købe billet kun til kampen, men der er også mulighed for at købe billet inkl. bustransport med opsamlingssteder rundt i hele regionen eller togtransport. Vi har samlet al information om priser, transportmuligheder, fanzone og meget mere i linket nedenfor, hvor du løbende kan holde dig orienteret.
Fanzone for FCM-fans
Vi ønsker at skabe det største enkeltstående FC Midtjylland-event nogensinde, og i den anledning laver vi en stor fanzone nær Parken, der skal fungere som en folkefest for alle midt- og vestjyder.
– En pokalfinale er en af de dage, du husker resten af livet. For os handler det om at give så mange FC Midtjylland-fans som muligt muligheden for at være en del af den oplevelse og sammen jagte vores drøm, siger Preben Rokkjær.
Yderligere information herom følger i den nærmeste fremtid.