Kvindeholdet

FC Midtjylland opsiger samarbejdet med cheftræner Steen Gravgaard og sportschef Anders Madsen

FC Midtjylland justerer den sportslige ledelse på kvindesiden efter et efterår, hvor resultater og udvikling ikke har matchet ambitionerne i A-Liga.

24/11/25
FC Midtjylland
Foto: FC Midtjylland

FC Midtjylland Kvindefodbold har besluttet at opsige samarbejdet med cheftræner Steen Gravgaard og sportschef Anders Madsen.

Beslutningen er truffet efter en samlet evaluering og vurdering. En evaluering dels af det forgangne efterår, men samtidig også en vurdering af, hvad der er behov for i fremtiden. Holdet formåede ikke at indfri målsætningen om en placering i top-6, og udviklingen har ikke bevæget sig i den retning, klubben forventede i sin første sæson i A-Liga.

Anne Kjeldsen, chef for kvindefodbold i FC Midtjylland, uddyber beslutningen.

– Vi kan konstatere, at vi ikke er lykkedes i det omfang, vi havde forventet. Når udviklingen ikke peger den rigtige vej, har vi et ansvar for at handle. Derfor vurderer vi, at holdet har brug for et nyt blik på hverdagen og andre kompetencer for at tage næste skridt.

Hun fremhæver samtidig den betydelige indsats, Steen Gravgaard og Anders Madsen har leveret gennem flere år.

– Steen og Anders har været helt centrale skikkelser i rejsen fra Vildbjerg til FC Midtjylland. De har løftet holdet til et niveau, hvor vi i dag kan konkurrere i den danske top, og deres arbejde har været afgørende for den position, vi står i nu. Den indsats skylder vi dem stor anerkendelse og en oprigtig tak for.

– Med det afsæt bevæger vi os nu ind i en ny fase, hvor niveauet og kravene til hverdagen stiger, og hvor vi har brug for andre kompetencer i staben for at accelerere den udvikling. Det er et naturligt, men aldrig nemt, ledelsesansvar at sætte den retning, og vi ønsker dem begge alt det bedste fremover.

Næste skridt for FCM Kvindefodbold

FC Midtjylland ser fortsat et markant potentiale i den nuværende trup og vil styrke rammerne for både den kollektive og individuelle udvikling.

– Vi har en spændende og talentfuld trup, og vi skal sikre, at spillerne har de bedste betingelser for at udvikle sig og præstere. Derfor arbejder vi intenst på at få de rette personer på plads, som kan være med til at løfte kvindefodbolden til næste niveau, siger Anne Kjeldsen.

FC Midtjylland har igangsat processen med at finde en ny sportschef og cheftræner. Fra årsskiftet venter et afgørende forår, hvor målsætningen er klar: En top-4-placering i A-liga Kvalifikationsspillet og dermed endnu en sæson i landets bedste række.