Akademiet

FC Midtjylland skriver kontrakt med svensk stortalent fra IFK Norrköping

Den 17-årige svenske kantspiller, Emmanuel Alase, har skrevet under på en treårig aftale med FC Midtjylland og er klar til at tage næste skridt i sin karriere.

15/07/25
Julie Ege
Foto: Augustine Akena

Alase er ny mand på det midtjyske akademi. Han kommer til dansk fodbold fra svenske IFK Norrköping, hvor han har trænet med førsteholdet i Allsvenskan-klubben. Offensivspilleren har desuden imponeret med 20 kampe på svenskernes U19-hold, hvor han blandt andet har leveret 11 mål.

Med sin erfaring fra IFK Norrköping og de svenske U-landshold har Emmanuel Alase udviklet sig både teknisk og mentalt og er nu klar til at tage skridtet videre:

– Jeg ser mit skifte som en ny start fyldt med spændende muligheder. Min tid i IFK Norrköping har lært mig, hvor vigtigt det er aldrig at give op, og det afspejler sig også i det her skifte. FC Midtjylland er en stor klub med et stærkt miljø, hvor jeg ser frem til at fortsætte min udvikling, siger Emmanuel Alase.

Et målfarligt venstreben

Alase er en kampafgørende spiller, der skaber og scorer mål – og som nu bliver en del af FC Midtjyllands talentmiljø.

– Emmanuel er en spiller, vi har fulgt tæt i en længere periode. Han har nogle unikke offensive kvaliteter – især i 1-mod-1-situationer – og så har han et sjældent venstreben. Vi ser et stort potentiale, som vi tror på, at han på sigt kan udfylde her i FC Midtjylland på højeste niveau, og vi er stolte af, at han ser os som det rigtige sted at tage det næste skridt, siger fodbolddirektør Jacob Larsen.

Alase glæder sig til at tage udfordringen op, når han fra næste uge tilslutter sig U19-holdet:

– Jeg glæder mig til at lære de andre spillere at kende og forhåbentlig kan jeg bidrage offensivt med både mål og assists i den nye sæson. Det bliver en spændende tid, siger Emmanuel Alase.

Velkommen til FC Midtjylland, Alase!