Odense Atletikstadion dannede onsdag aften ramme for pokalkampen mellem Dalum/Næsby og FC Midtjylland. Inden kampen summede atletikstadionet af liv med spydkast, kuglestød og hækkeløb, og på tribunerne solgte Dalum/Næsbys U13-hold forfriskninger til tilskuerne.
Kampen startede lidt rodet, men med midtjysk dominans. Allerede i kampens første minutter blev det til nogle halve chancer for gæsterne og et hjørnespark.
I det 6. minut åbnede Rikke Dybdahl målscoringen. Hun blev spillet fri i dybden, chippede elegant bolden over keeperen, så den ramte overliggeren og headede selv riposten i nettet til 0-1.
Kort efter var Mille Kjærgaard på spil. Hun driblede sig gennem feltet, men fik ikke kraft nok i sin afslutning.
I det 12. minut var det meget tæt på en udligning fra det fynske hjemmehold efter et hjørnespark, hvor Mille Kjærgaard stod i vejen på stregen for Midtjylland.
Herefter dominerede FCM igen og var flere gange tæt på at udbygge føringen yderligere. Først headede Sanne Troelsgaard kort forbi mål på et indlæg fra Dybdahl, derefter sendte Therese Vestermark en giftig cutback-aflevering ind mod Mille Kjærgaard, som blev blokeret til hjørne af hjemmeholdet.
Dalum/Næsby forsøgte også at komme frem på banen. En afslutning udefra gav jubel på tribunen, selvom skuddet gik et godt stykke over mål.
I den anden ende havde Mathilde Kaihøj to store muligheder for at score til 0-2. Først stjal hun bolden i Dalum/Næsbys opspil og fik en 1-mod-1 med Dalum/Næsby-keeper Mie Moltrup, som reddede afslutningen. Dernæst kom hun på et fladt indlæg fra Anna Givskov, men Kaihøjs afslutning gik forbi mål.
Netop Anna Givskov blev målscorer nummer to for FC Midtjylland, da hun med et hårdt langskud fra 25 meter sendte bolden i mål til 0-2 efter 27 minutters spil.
Fem minutter senere var Mille Kjærgaard tæt på at udbygge føringen efter endnu en flot dribletur fra sidelinjen og ind i feltet, men hendes afslutning mod nærmeste stolpe blev flot reddet af Dalum/Næsby-keeper Mie Moltrup.
Kort før pausen blev det 0-3, da Rikke Dybdahls afslutning fra kanten af feltet gik i mål, og angriberen kunne notere sig for sin anden scoring i kampen. 0-3 blev også pausestillingen.
Efter pausen scorede Rikke Dybdahl også sit tredje mål i kampen til 0-4 i det 54. minut. Midtjyderne stjal bolden efter genpres, Mille Kjærgaard satte sin modstander og sendte et fladt indlæg ind foran mål, som Dybdahl roligt sparkede ind.
Midtjylland fastholdt et tungt pres fra scoringen og frem til det 64. minut, hvor en stribe hjørnespark var tæt på at føre til mål, og en stikning til Mille Kjærgaard førte til en dobbeltchance for gæsterne, men uden gevinst.
I det 64. minut kom anden halvlegs bedste forsøg fra Dalum/Næsby, der fik sendt en drilsk afslutning afsted i feltet, men bolden sneg sig uden om det midtjyske mål.
Fem minutter efter var tredje gang lykkens gang for Mathilde Kaihøj, efter Rikke Dybdahl spillede hende 1-mod-1 med Mie Moltrup i Dalum/Næsby-målet. Denne gang sendte Kaihøj sikkert bolden i mål til stillingen 0-5.
Tre minutter senere fik Mille Kjærgaard også den scoring, hun havde bagt op til med sin konstante trussel gennem kampen. Kjærgaards første seniorscoring kom fra en afslutning inde i feltet mod fjerneste stolpe, som udbyggede gæsternes føring til 0-6.
Sidst i kampen var Sanne Troelsgaard igen tæt på at få scoret efter et hjørnespark fra indskiftede Astrid Nautrup, men Troelsgaards hovedstød sneg sig lige forbi bagerste stolpe.
Astrid Nautrup fik dog sin assist, da hun kort tid efter prikkede bolden til Lærke Mølholm, der fra en spids vinkel sendte bolden i mål og kunne tegne sig for sin første seniorscoring til stillingen 0-7. Det blev også slutresultatet i kampen, og midtjyderne kunne tage en sejr, syv scoringer, et clean sheet og pokalavancement med hjem fra Fyn.
Næste kamp for FC Midtjyllands kvinder er også mod en fynsk modstander. Lørdag den 4. oktober kl. 16.00 tager de imod OB Q på MCH Arena. Her jagter ulvene endnu en sejr og A-Liga-tilskuerrekord. Vær med til jagten – køb billet via linket nedenfor.
Dalum/Næsby 0-7 FC Midtjylland (0-3)
06′ 0-1 Rikke Dybdahl
27′ 0-2 Anna Givskov
44′ 0-3 Rikke Dybdahl
54′ 0-4 Rikke Dybdahl
69′ 0-5 Mathilde Kaihøj
72′ 0-6 Mille Kjærgaard
90′ 0-7 Lærke Mølholm
FCM XI: Sofie Hoffmann, Andrea Jeppesen, Sanne Troelsgaard, Julie Breiner, Anna Givskov, Line Aagesen, Phiona Nabbumba, Therese Vestermark, Mille Kjærgaard, Rikke Dybdahl, Mathilde Kaihøj.