Herreholdet

Flueben ud for sejr i generalprøven

Det blev en god sidste test forud for sæsonåbneren om en uge, da Slovan Bratislava blev besejret med 4-1 på Tehelné Pole.

13/07/25
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Det duftede af en gældende kamp, da FC Midtjylland søndag krydsede klinger med Slovan Bratislava foran flere tusinde tilskuere i begge mandskabers generalprøve forud for den nye sæson.

På Tehelné Pole, der må siges at vække dårlige minder fra Champions League-exit’et for snart et år siden, fik gæsterne den bedste start symboliseret ved Franculinos stolpeskud kun fem minutter inde.

Slovakkerne ville dog også lege med kun få sekunder senere, da anfører Vladimir Weiss tvang Jonas Lössl ud i en flot parade.

I omkring 30 graders varme bragte FCM sig foran efter otte minutter. Adam Buksa strøg afsted i venstresiden, og inde foran lurede både venner og fjender. Polakken lagde bolden fladt ind i det lille felt, og her kom en Bratislava-fod først på og dirigerede kuglen ind over stregen. Selvmål.

Det forblev målrigt, og med 15′ på stadionuret stod det 1-1. Vladimir Weiss smed et frispark ind i pandebrasken på Peter Pokorný, der headede bolden højt i netmaskerne.

Livestream: Gense kampen her

Darío Osorio var tæt på flere gange, sidst han gæstede Tehelné Pole, men chileneren formåede dengang ikke at komme på måltavlen – det gjorde han søndag. Midtvejs i 1. halvleg bragte offensivprofilen FCM foran på ny, idet han udnyttede en dårlig clearing i værternes felt. Chancen opstod efter et fremragende opspil.

I fuld kontrol

Thomas Thomasberg og co. foretog, modsat i de tre foregående kampe denne pre-season, ingen udskiftninger i pausen.

De sidste 45 minutter forløb mindre chancefulde end de første, og vi skulle hen til det 58. minut, før første højdepunkt indtraf. Bolden dumpede ned på feltkanten foran Pedro Bravo, som på sin førsteberøring kanonerede kuglen højt i netmaskerne. Et tordendrøn til 1-3.

Midtjyderne virkede til at være ovenpå, og man tillod ikke Slovan Bratislava mange muligheder for at bringe sig tilbage i opgøret.

I stedet udbyggede gæsterne til 1-4. De to indskiftere, Valdemar Byskov og Friday Etim, brillierede med førstnævnte som oplægger og sidstnævnte i målscorerens rolle. Scoringen blev også kampens sidste.

Tre ting værd at notere sig

Udover kampens forløb minut for minut hæfter vi os ved særligt tre ting fra generalprøven:

  • Mindede på mange måder om en gældende kamp med kulissen og kvaliteten in mente.
  • Igen holdt man en national mester fra fadet i hele 2. halvleg – ligesom tilfældet var senest mod Dynamo Kyiv.
  • En målrig pre-season med 11 FCM-scoringer svarende til 2,75 pr. kamp.

Slovan Bratislava 1-4 FC Midtjylland (1-2)

8′ 0-1 Adam Buksa
12′ 1-1 Peter Pokorný
22′ 1-2 Darío Osorio
58′ 1-3 Pedro Bravo
80′ 1-4 Friday Etim

FCM XI: Jonas Lössl, Kevin Mbabu, Lee Han-beom, Mads Bech, Victor Bak, Dario Osorio, Pedro Bravo, Dani Silva, Aral Simsir, Adam Buksa, Franculino.

Bænken: Elias Olafsson, Liam Selin, Gustav Bjerge, Bilal Konteh, Adam Gabriel, Paulinho, Valdemar Byskov, Denil Castillo, Sofus Johannesen, Mikel Gogorza, Friday Etim, Edward Chilufya.