Sportplatz Friedberg dannede rammen om opstartens næstsidste test, da de ukrainske mestre fra Dynamo Kiev – der ligesom FC Midtjylland forbereder sig på europæisk kvalifikation – bød op til duel i sommervarmen.
Oliver Sørensen måtte melde fra med sygdom kort før kampstart. Midtbanespilleren var ellers udset til at få sine første minutter i opstarten efter U21 EM med Danmark.
FC Midtjylland startede bedst og satte tidligt Dynamo Kiev under pres med højt energiniveau og god kontrol i boldomgangen. Ukrainerne fik dog bedre fat, og efter 21 minutter kom de foran. Lee Han-beom havde ellers afværget første forsøg, men landsholdsaktuelle Oleksandr Pikhalyonok var først over returen og sendte bolden i mål.
Franculino havde flere gode muligheder for at udligne – blandt andet efter at have afdriblet sin direkte modstander, men måtte se sit forsøg blokeret. Buksa og Byskov havde også optræk til chancer.
Udligningen kom efter 33 minutter, da Franculino aggressivt forfulgte en lang aflevering fra Han-beom og pressede sig til en god mulighed, som han køligt omsatte. Kort efter havde Denil Castillo bolden i nettet, men scoringen blev annulleret for hånd på bolden.
To mål kort efter pausen
FCM foretog otte udskiftninger i pausen og stillede fra anden halvlegs start med følgende opstilling: Olafsson, Gabriel, Lee, Bech, Bak, Dani Silva, Johannesen, Gogorza, Simsir, Chilufya, Etim.
Fem minutter inde i anden halvleg erobrede Simsir bolden på egen banehalvdel og sendte Etim afsted. Den nigerianske angriber fandt Gogorza, der resolut trak ind i feltet og kom forbi sin oppasser, hvorefter han placerede bolden i det lange hjørne til en føring.
Kort efter måtte Etim – ligesom mod Randers – se en afslutning tage indersiden af stolpen, men efter 56 minutter fik han endelig netmaskerne til at blafre. Chilufya leverede et fladt indlæg, og Etim hamrede bolden op i nettaget til 3-1.
God struktur i slutfasen
Efter en time blev der igen skiftet, da Konteh og Bjerge – begge fra U19-mesterholdet – kom ind i midterforsvaret. Olafsson spillede som den eneste FCM’er samtlige 90 minutter.
Kampens afslutning bød på muligheder i begge ender, men ingen yderligere scoringer. FC Midtjylland bevarede grebet og lukkede opgøret med god struktur og ro i spillet.
Generalprøve søndag
Træningslejren i Østrig fortsætter de kommende dage, inden holdet lørdag rejser videre til Slovakiet. Her venter generalprøven mod Slovan Bratislava søndag – en kamp, der livestreames gratis her på fcm.dk.