Det var en kold fornøjelse, da FC Midtjylland fredag eftermiddag tog imod Sønderjyske i Future Cup. Det var årets første kamp for midtjyderne, som på søndag tager turen til spanske Alicante på træningslejr.
Opgøret blev spillet i Stadome i Ikast, og efter kampen var det en tilfreds First Team Coach, Allan K. Jepsen, som satte ord på den første kamp efter vinterpausen.
– Hvis vi deler halvlegene op, så er vi tilfredse med dem begge. Vi er selvfølgelig trætte af at indkassere tre mål, og alle tre er på nogle omstillinger, som nogle gange vil ske, men hvor vi ikke synes, at vi forsvarer godt nok, siger Allan K. Jepsen og fortsætter:
– Ellers så ser vi en fodboldkamp, hvor vi er bedst, og hvor vi dominerer begge halvlege, så den vej rundt er vi glade for hele kampen. Vi har fået alle de udtagede spillere i spil, hvilket også var godt.
Gode præstationer
Midtjyderne kom bagud 0-2 i første halvleg, men med en god indsats hele vejen rundt, vandt de kampen 6-3. Ifølge Allan K. Jepsen var der flere, som fortjente ros efter slutfløjtet.
– Jeg synes, at stopperne i anden halvleg gjorde det rigtig godt, ikke fordi dem i første halvleg ikke gjorde det, men jeg synes, at de gjorde det rigtig godt i anden halvleg.
– Det var også godt at se vores unge mennesker, herunder Julius Emefile, som leverede en god indsats. De andre to arbejdede alt, hvad de kunne, og man kan se, at der er potentiale.
Også Valdemar Byskov gjorde sig bemærket.
– Jeg er også næsten nødt til at fremhæve Valdemar Byskov, som lavede fire assists i anden halvleg. Det er også en helt okay præstation – og Lee, som scorede to mål, lyder det fra Allan K. Jepsen.
Mange spillere i aktion
Future Cup er en reserveholdsturnering, men det er stadig kompetetiv fodbold.
– Overordnet set med Future Cup-kampe og træningskampe, så er det vigtigt, at vi kommer derfra uden skader, så det er sindsygt dejligt for os igen i dag.
– Som Mike Tullberg også sagde inden kampen, så spiller vi en fodboldkamp, og det er egentlig ligegyldigt hvilken en, for det er en kompetitiv fodboldkamp, og den vil vi vinde. Det skal vi altid tage med os. Til syvende og sidst, så er det det, som det hele handler om.
– Og så er vi glade for, at vi har fået så mange spillere i spil, og at vi har fået set nogle af de unge spillere. Det var fedt, afslutter Allan K. Jepsen.
Nu venter 11 dage på træninglejr for midtjyderne, der tager turen sydpå på søndag.
Sønderjyske 3-6 FC Midtjylland
23′ 1-0 Alexander Lyng
33′ 2-0 Elias Hjort-Pedersen
35′ 2-1 Ousmane Diao
38′ 2-2 James Arinze
47′ 2-3 Kevin Mbabu
55′ 2-4 Lee Han-Beom
58′ 3-4 Maxime Soulas
72′ 3-5 Mads Bech Sørensen
78′ 3-6 Lee Han-Beom