Efter et flot forår og en fortjent oprykning venter nu det næste store skridt i udviklingen. Og stemningen i truppen summer af både spænding og optimisme, fortæller cheftræner Steen Gravgaard.
– Jeg fornemmer, at der er en rigtig god blanding af glæde, fokus og spænding. Stemningen er rigtig god i truppen. Spillerne virker til at trives i hverdagen, men det er klart, at vi i trænerteamet kan mærke, at sæsonstarten kommer rigtig tæt på nu. Det er jo lige rundt om hjørnet, at vi får lov at teste os med de bedste i Danmark.
En spændende udfordring
At det er FC Nordsjælland, som står på den anden side af midterlinjen i første kamp, bliver en spændende udfordring, og FC Midtjyllands kvinder er klar til at tage udfordringen op.
– Vi har enorm stor respekt for FCN, for deres måde at spille på og for den måde, man i en årrække har domineret i toppen af dansk kvindefodbold. Vi er meget ydmyge i forhold til, at netop FCN er vores første modstander i A-Liga, og vi skal ramme absolut topniveau for at spille op med dem, siger Steen Gravgaard.
– Vi vil forsøge at holde os til vores spillestil og ikke ændre alt for meget i forhold til sidste sæson, men det er klart, at man ikke går ind til et møde med DM-sølvvindere og pokalfinalisterne med bind for øjnene.
En sæson med udvikling i fokus
Forventningerne til den kommende sæson er realistiske, men håbefulde. Cheftræneren lægger vægt på udvikling og kontinuitet, men udelukker ikke, at holdet kan overraske.
– Det er altid svært med forventninger, når man skal træde de første skridt på nye græsgange. Jeg vælger i første omgang at gå med forhåbninger om, at vi beviser, at vi kan være med. Det er nogle etablerede A-Liga-hold, som vi skal forsøge at udfordre, men vi skal også acceptere, at vi formentligt ikke kan være lige så konsekvente i vores resultater, som vi har været i de seneste sæsoner.
– Vi forventer dog, at vores læringskurve fortsat bliver stejl, og at vi i løbet af efteråret vil kunne tage de point, der er nødvendige for at undgå nedrykningsspillet i foråret. Men hvem ved, måske overrasker de unge spillere endnu engang og bider fra sig fra første fløjt.
Udviklingen i kvindefodbold
For FCM Kvindefodbold handler sæsonen ikke kun om point og placeringer, men også om at inspirere den næste generation af kvindelige fodboldspillere.
– Vi ser frem til at prøve kræfter med de bedste klubber i Danmark. Det har været en målsætning, som vi har jagtet siden nedrykningen til 2. division for godt to år siden. Og så glæder vi os enormt over den stigende eksponering, der foregår i kvindefodbolden lige nu.
– Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at alle de unge midtjyske piger, der lige nu vælger fodbolden til, får flere fodboldforbilleder at kigge imod, slutter Steen Gravgaard af.