Herreholdet

– Hvad end, jeg gør på banen, er det dedikeret til ham

I en ny FCM-produktion, En dag med Aral Simsir, åbner den tidligere akademispiller op om familien – og særligt farens betydning – i rejsen mod at blive professionel fodboldspiller.

15/07/25
Christian Rothausen
Foto: Admir Kovacevic

En ung mand – eller snarere en dreng – der flyttede fra Køge til Ikast som 15-årig.

Aral Simsir er i dag fyldt 23 år, og han husker tydeligt tiden, hvor han blev optaget på det midtjyske akademi og måtte rejse fra venner og familie i jagten på drømmen om at blive professionel fodboldspiller.

At blive professionel fodboldspiller har altid været målet, og derfor kan den tekniske profil heller ikke komme på andre gøremål i livet.

– Jeg tænker faktisk aldrig rigtig over det. Jeg er også blevet spurgt om, hvad jeg gerne ville være, hvis jeg ikke spillede fodbold, men den dag i dag ved jeg det stadig ikke, fortæller han i En dag med Aral Simsir.

– Jeg har længe vidst, at jeg havde et talent, og at jeg skulle spille fodbold – ikke lige da jeg startede, men da jeg fandt ud af, at jeg var god til det, og det begyndte at blive mere og mere seriøst. Særligt da jeg indså, hvor meget folk omkring mig lagde i det. Især min far – ham nævner jeg altid.

Har han været en stor inspiration for dig?

– Hvad end, jeg gør på banen, er det dedikeret til ham. Det vil det altid være.

– Ligesom mig kendte han jo heller ikke så meget til den her verden i starten, men jeg synes aldrig, han har været hård. Selvfølgelig har der været forventninger, men han har altid været der. Han er på stadion næsten hver eneste weekend for at se mine kampe, og det har han gjort i otte år.

– Når jeg ser ham på tribunen, enten alene eller sammen med min mor eller bror, så giver det bare noget. Det kan jeg ikke lægge skjul på, fortæller Aral Simsir ærligt.

Se En dag med Aral Simsir på fcm.dk