Kvindeholdet

Ida-Sofie Rathe: Vi vil slutte af på bedste vis

Søndag eftermiddag spilles den sidste kamp i sæsonen for FC Midtjylland Kvindefodbold, der besøger B.93 i hovedstaden. Selvom der ikke er det store på spil i kampen, er en sejr et klart mål.

13/06/25
Filip Knudsen
Foto: Susan de Klerk

Til trods for, at kvindernes første nederlag i foråret indtraf i seneste runde hjemme mod Østerbro IF, kunne FCM-kvinderne alligevel fejre, at oprykningen til Gjensidige Kvindeliga. Dermed er der ikke det helt store på spil inden den sidste runde i forårets kvalifikationsspil til Gjensidige Kvindeliga. Det eneste, der kan ændre sig for FCM-kvinderne, er, om det skal forblive en førsteplads, eller om det bliver en andenplads.

– Der har været en vildt fed uge. Vi havde en god weekend i sidste weekend, hvor oprykningen kom i hus, og det var selvfølgelig fedt, at vi på den måde kunne have en lidt mere løssluppen tilgang i den sidste uge. Med det mener jeg, at vi kunne lette det pres fra vores skuldre, at vi har haft et mål om oprykningen, og nu kan vi spille helt frit til sidst, fortæller Ida-Sofie Rathe.

Det er dog ikke ensbetydende med, at kvinderne dukker umotiverede op til søndagens kamp på Vanløse Idrætspark.

– Efter vi mere og mere kunne se, at vi nok ville rykke op, har vi haft et mål om, at vi også ville blive nummer et. Det kan vi sikre os med en sejr, uden at vi skal være afhængige af andre. Derfor kommer vi med 100 procent motivation for sejren, fastslår midtbaneslideren.

– Desuden vil vi selvfølgelig gerne slutte sæsonen godt af. Vi skal spille på højeste niveau i den kommende sæson, og vi bliver matchet flot i ligaen. Derfor kræver det meget af os, og det er bare en lille smule lettere at levere, hvis vi går fra denne sæson med en god fornemmelse, pointerer hun videre.

FCM-kvinderne ligger på førstepladsen med 20 point i ni kampe, men de forfølges tæt af Kolding IF, der har 19 point. Søndagens modstander fra B.93 har seks point, og dermed indtager de en femteplads foran FC Thy-ThistedQ. Dermed er FCM-kvinderne også favoritter til at sætte sig på kampen, og det er lige præcis det, Ida-Sofie Rathe håber, der sker, når kampen fløjtes i gang.

– Det er altid vores ambition, at vi dominerer kampene, og det er ingen undtagelse denne gang. Vi man kigger i tabellen, skal vi kunne spille bedre end dem, og derfor vil vi forsøge at slå dem med vores egne dyder, som betyder, vi vil dominere kampen, fortæller hun.

Søndagens kamp er den sidste i kvalifikationsspillet til Gjensidige Kvindeliga, og den fløjtes i gang kl. 14.00 på Vanløse Idrætspark på søndag.