Lasse Overgaard skrev under på sin første FCM-kontrakt i 2021. Dengang var der tale om en akademiaftale, og nu skriver han som 19-årig under på sin første i professionelt regi.
Midtbanemotoren, der oprindeligt kommer fra samarbejdsklubberne Vinding UIF, Tjørring IF og Mejrup GU, fortæller her:
– Jeg har været her, siden jeg var ti år. Dengang var den ultimative drøm på et tidspunkt at blive professionel fodboldspiller i FC Midtjylland, og det er jeg lykkes med nu. Jeg har haft nogle svære setbacks med lange skadesperioder, men jeg er kommet godt ud på den anden side, og det er jeg stolt over.
Med 24 kampe, tre scoringer og en fast bestanddel af den centrale midtbane på det guldvindende U19-hold glæder Lasse Overgaard sig over sin udvikling, men ambitionerne stopper ikke her.
– Det har været en virkelig fed sæson både for holdet og mig personligt. Vi fik en dårlig start og tabte tre af de første fire, men derfra så vi os ikke tilbage. Den gruppe og det sammenhold, vi har, er det, der har bragt os til min nu tredje guldmedalje.
– Mit mål er at komme ud at spille noget seniorfodbold. Jeg skal have noget hår på brystet, og jeg ønsker at tage steppet fra U19 til seniorfodbold. Det glæder jeg mig til, siger Lasse Overgaard om tiden, der venter.
En grundsten på U19-holdet
Fungerende akademichef Jacob Larsen fortæller:
– Lasse har en god balance og ro samt evne til at diktere kampene med sit presspil. Han har været en grundsten på U19-holdet i den netop færdigspillede sæson fra sin position på 6’eren. Han tager ansvar – både overfor sig selv og sine holdkammerater – og vi er glade for, at han skriver under på en ny lang aftale.
U19-cheftræner Niclas Hougaard supplerer:
– I løbet af sæsonen har Lasse lagt på i sit offensive spil. Han er kommet frem til chancer, scoringer, indlæg og gennembrud, og det har givet ham en ny værdi på holdet. Samtidig er han bare en grundig, ordentlig og vellidt dreng, som holdkammeraterne altid kan regne med.
– Nu skal han bygge yderligere på, og han skal lære at fylde endnu mere defensivt, formå at tage tempoet ind og ud af kampene på de rigtige tidspunkter samt at håndtere bolden endnu bedre under hårdt pres. Lykkes han med de ting, venter der ham en spændende fremtid, siger Niclas Hougaard.
Den nye aftale løber indtil sommeren 2030.