Akademiet

Magnus Kejser skriver under på en treårig kontrakt

Den 15-årige offensivspiller Magnus Kejser har skrevet under på en treårig aftale med FC Midtjylland.

27/01/26
Julie Ege
Foto: Daniel Stentz

Magnus Kejser kom til FC Midtjylland i sommeren 2025 fra AGF og har siden været en del af akademiet. Nu har han skrevet under på en treårig akademiaftale på sin 15-års fødselsdag.

Hvilke overvejelser har du gjort dig i forbindelse med kontraktunderskrivelsen?

– Jeg har valgt at skrive under med FC Midtjylland, fordi klubben har klare ambitioner og er kendt for at udvikle unge spillere til højeste niveau. Jeg har været utrolig glad for at være her siden i sommer, og jeg føler, at det er det rette sted for mig at tage næste skridt, fortæller Magnus Kejser.

Hvad ser du frem til i de kommende år?

– FC Midtjylland tilbyder et ambitiøst og professionelt miljø med høj kvalitet i træningen. Som offensiv spiller bliver jeg udfordret hver dag, og klubben har et tydeligt fokus på både individuel udvikling og resultater. Jeg ser frem til at udvikle mig både personligt og som fodboldspiller.

Har du nogle mål/ambitioner for fremtiden?

– På kort sigt er mit mål at fortsætte min udvikling og bidrage endnu mere offensivt til holdet. På længere sigt er mit mål at nå FC Midtjyllands førstehold og spille professionel fodbold på højeste niveau.

Fodbolddirektør Jacob Larsen fortæller om Magnus Kejser:

– Magnus er en driblestærk og kombinationsstærk offensiv spiller, der kan spille både kant og angriber. Han kom til os fra AGF i sommeren 2025 og har siden vist gode kompetencer i det daglige arbejde.

– Vi ser frem til at følge hans fortsatte udvikling på akademiet, siger Jacob Larsen.

Der skal lyde et stort tillykke til Magnus Kejser med den første kontrakt.