Det er ikke gået særligt manges næse forbi, at dødbolde har en høj prioritet i FC Midtjylland – både offensivt og defensivt.
Siden januar 2022 har Martin Mark stået med det øverste ansvar for dødboldene, men nu skilles vejene, idet han er blevet solgt til Premier League-klubben Newcastle.
– Det er et stærkt vidnesbyrd om den kultur og det miljø, vi har skabt i FC Midtjylland, at vi igen sender en dygtig specialist videre til en af verdens største ligaer. Martin er et produkt af vores måde at arbejde på – både som træner og som menneske – og vi er stolte af, at han nu får muligheden i Premier League, udtaler sportschef Kristian Bach Bak og fortsætter:
– Vi har standardsituationer som et strategisk fokusområde, og det har givet konkrete resultater på banen – og uden for. At både Mads Buttgereit, Austin MacPhee og nu Martin Mark er blevet attraktive profiler i international fodbold, fortæller meget om vores tilgang og det miljø, vi stiller til rådighed for specialister.
Tidligere har Mads Buttgereit, i dag dødboldstræner på det tyske A-landshold, og Austin MacPhee, i dag dødboldstræner for Aston Villa samt det portugisiske A-landshold, været i FC Midtjylland i selvsamme stillinger med stor succes.
Martin Mark kom til FCM tilbage i 2017 som U15-cheftræner og har sidenhen arbejdet sin vej op gennem systemet. Vi ønsker ham alt det bedste i fremtiden og takker ham for indsatsen.
Morten Eskesen bliver ny dødboldstræner
Den nye dødboldstræner i FC Midtjylland bliver 57-årige Morten Eskesen, som siden sommeren 2023 har været cheftræner på U19-landsholdet, mens han siden januar også har varetaget jobbet som midlertidig assistenttræner for de danske U21-herrer, der nåede kvartfinalen under den netop overståede EM-slutrunde i Slovakiet.
– Vi er glade for at kunne tilknytte en kapacitet som Morten. Han kommer med stor erfaring, stærke lederevner og et analytisk blik for spillets detaljer – ikke mindst på standardsituationerne. Morten har allerede et godt kendskab til mange af vores unge spillere via U-landsholdene, og han passer godt ind i vores kultur og måden, vi arbejder på i dagligdagen, siger Kristian Bach Bak.
Morten Eskesens CV tæller derudover blandt andet cheftrænerroller for Danmark U18 og FC Helsingør samt assistenttræner i Randers FC.
Morten Eskesen er allerede startet i sin nye rolle i førsteholdsstaben.