For anden gang i sæsonen sejrer FC Midtjylland over sidste sæsons nr. 7 i Premier League, Nottingham Forest.
Der kunne skrives rosende ord om mange spillere torsdag aften, men alligevel blev det Cho Gue-sung, der trak de største overskrifter med sin afgørende hovedstødsscoring i slutfasen.
– Jeg synes virkelig, vi havde forberedt os godt – og det kunne man også se på præstationen. Den her sejr er til hele holdet, for alle fortjener det her, indleder Cho og fortsætter:
– Hvis jeg skal beskrive mit mål, så vil jeg starte med at rose Diaos indlæg. Jeg skulle lave et par bevægelser for at gøre mig fri, det var nødvendigt, og derefter sætte hovedet på.
– For at være ærlig, så er jeg selvfølgelig glad for at score, fordi jeg ikke har gjort det i nogle kampe efterhånden, og endelig lykkedes det. Men det her handler ikke om mig – det handler om os. Vi gjorde det her sammen.
Den sidste halve time af torsdagens opgør blev påvirket af et kraftigt regnvejr over Nottingham, der gjorde betingelserne for at spille fodbold langs græstæppet svære.
– Jeg fryser stadig faktisk. Ha ha. Men regnen var helt vild, og vi talte allerede om det, inden jeg kom på banen. Omvendt så føler jeg også, at de (Nottingham Forest, red.) begyndte at kæmpe lidt med tingene, da regnen for alvor begyndte, fortæller Cho.
Nu går der en uge, og så kommer de til Herning. Hvordan ser du frem til det?
– Vi gør det godt lige nu, og som Tullberg sagde i omklædningsrummet efter kampen, så handler det om at forberede den næste kamp nu (mod Nordsjælland søndag, red.) – og ikke den i næste uge. Selvfølgelig skal vi nyde det her til aften, men i morgen starter vi igen, siger Cho afslutningsvist.
Der er kickoff på MCH Arena søndag kl. 14.00 i den første kamp i Mesterskabsspillet.