57-årige Morten Eskesen er ny dødboldstræner i FC Midtjylland, efter Martin Mark er blevet solgt til Premier League-klubben Newcastle United FC.
Morten Eskesen har blandt andet været cheftræner på det danske U18- og U19-landshold samt senest assistenttræner for Danmark U21, mens han løbende også har undervist og stået for DBU’s Pro Licens-uddannelse. CV’et rummer også assistenttrænerrollen på Thomas Thomasbergs Randers-mandskab fra 2017 til 2019 samt cheftrænerjobbet i FC Helsingør.
Nu pryder FC Midtjylland-logoet brystet, og det glæder den erfarne fodboldtræner.
– Jeg glæder mig over at blive specialist på et område, der altid har interesseret mig meget. Både i Randers – og også de tre og et halvt år i Helsingør, hvor jeg var cheftræner – stod jeg for standardsituationerne. Helt tilbage, da jeg tog Pro Licens, var jeg i en arbejdsgruppe omkring dødbolde. Det sidste halve år har det også været et af mine ansvarsområder på U21-landsholdet.
– Jeg ser frem til at gøre en forskel på et område i en klub, der prioriterer det rigtig meget – og er dygtige til det i forvejen, siger Morten Eskesen indledende.
Den nye FCM’er fortæller videre:
– Man kan gå så meget i detaljen, fordi man har tiden til det her i FCM. Det er sjældent, der er klubber, som har det som værdi, og det er fedt, at man har mulighederne og ressourcerne til at dykke ned i et så afgørende felt af fodboldspillet.
– Som landstræner besøgte jeg en masse klubber rundt i landet og blev i FCM med det samme mødt af den her set pieces-væg, der er placeret centralt på klubbens træningsanlæg. Det fortæller jo en del.
Dødboldsvæggen, som Morten Eskesen henviser til, pryder “Hjertet” af Dream99, hvor der ugentligt opdateres på den aktuelle stilling i 3F Superliga – kun målt på scorede og indkasserede mål fra dødbolde.
Dødbolde som et skakspil
Morten Eskesen lægger ikke skjul på, at han altid har været overbevist om og fascineret af dødboldes betydning for en fodboldkamps endelige udfald. Her kombinerer man data, fodboldfærdigheder og taktiske overvejelser i én stor pærevælling til noget, der til slut skal give plusser ud fra pointtotalen i løbet af en sæson.
– Jeg ser dødbolde lidt som et skakspil. Det er en låst situation, hvor der typisk står 20 markspillere i et lille område; det der med at få analyseret modstanderne for at se, hvor deres svagheder er, og så se, om man kan få udnyttet det.
– Vi skal kombinere de mange tal, vi arbejder ud fra, med FC Midtjyllands kompetencer, den start 11, vi spiller med, og de spillere, som kan komme ind i de pågældende kampe, siger Morten Eskesen.
Kendskabet til Midtjylland
Den nu forhenværende ungdomslandstræner kender flere nuværende FCM-ansatte fra sin tid i fodboldbranchen.
– Jeg kender Kristian Bach Bak og Allan K. Jepsen, som jeg tog Pro Licens med, Thomasberg var jeg assistent for i Randers, og så er jeg kommet i klubben som landstræner gennem de sidste år for at snakke de mange unge talenter igennem. Særligt det seneste halve år på U21-landsholdet har jeg set rigtig mange Midtjylland-kampe.
– Det er en klub, jeg altid har følt mig velkommen i. En klub, som på mange områder er førende herhjemme – en innovativ klub, som gør alt for at udvikle sig og ikke sætter nogle begrænsninger. Det er noget, der altid har tiltalt mig, fordi jeg selv er en person, der tænker stort, drømmer stort og tør sige det højt.
Hvordan har starten i klubben været for dig?
– Fantastisk. Jeg har fået en rigtig god overlevering af Martin Mark (nu forhenværende dødboldstræner, red.). Der er virkelig mange ressourcer i klubben, og det er tydeligt at se, at folk har arbejdet sammen i lang tid. Jeg er kommet ind i en velsmurt maskine med godt humør og et godt arbejdsmiljø. Man kan mærke, at der er tale om en familieklub. Jeg har følt mig meget velkommen.
Og kan du sætte lidt ord på ambitionerne med hensyn til dødbolde for den kommende sæson?
– Sidste år var et af de bedste i FC Midtjyllands historie, når det kommer til dødbolde. Vi skal fortsat udvikle klubben og blive endnu bedre, så vi kan få scoret endnu flere mål fra standarder både internationalt og i Superligaen – det vil altid være målet, lyder det afsluttende.