Topscorer i U19 Ligaen med 16 mål i 26 kampe. Læg hertil fem scoringer i fem Youth League-optrædener.
Nicolaj Tornvig har netop afsluttet en godkendt sæson på FC Midtjyllands ældste akademihold, og nu skriver den talentfulde angriber under på en ny femårig aftale, der binder ham til klubben indtil sommeren 2030.
– Tornvig er en notorisk målscorer, der altid har lavet mål. Han er rigtig god inde i boksen, klog til at positionere sig og lave de kloge afslutninger. Derudover arbejder han godt for holdet, evner at deltage i kombinationsspillet og besidder en generel alsidighed i sit spil, siger fungerende akademichef og fodbolddirektør Jacob Larsen og fortsætter:
– I de perioder, hvor han ikke har været helt på toppen af sit spil, har han vist, at han er mentalt stærkt og har formået at kæmpe sig tilbage. Han står et rigtig godt sted i dag, og vi er glade for, at han skriver under på en ny aftale.
I den nye kontraktperiode skal Nicolaj Tornvig lægge yderligere på, så han forhåbentligt en dag kan slå igennem på førsteholdet.
– For at tage det næste skridt skal Tornvig blandt andet lægge noget fysik på og blive endnu skarpere på sin eksekvering inde i feltet. Men det er vi også helt overbeviste om, at han kan, siger Jacob Larsen.
– Det giver blod på tanden
Hovedpersonen selv glæder sig over at have sat krusedulle på en lang fremtid i det midtjyske.
– Det er kæmpestort og noget, jeg har drømt om, siden jeg kom til Midtjylland. Jeg er glad for, at det er lykkes.
– Min udvikling har været god. Det har taget fart, efter jeg kom på akademiet i et seriøst setup med mange flere mennesker omkring en, der altid er klar til at hjælpe, indleder Nicolaj Tornvig.
Angriberen har haft et flot 2025 med ti ligascoringer i 13 kampe, og den 18-årige angriber glæder sig over for alvor at have fået hul på målbylden på U19-niveau.
– I efteråret stod det måske lidt mere stille end nu, hvor jeg ikke fik den start på sæsonen, som jeg havde håbet på. Men efter nytår er det gået hurtigt, og både som spiller og hold har det kørt godt, og det er nok også en af årsagerne til, at det (det høje målsnit, red.) har kunne lade sig gøre.
Hvad er ambitionen og drømmen så nu?
– Det giver blod på tanden at skrive under på en så lang aftale. Min drøm er at komme op på førsteholdet og slå igennem der. Fysisk bliver steppet sværere fra U19 til senior, og jeg er bevidst om, at jeg skal lægge yderligere på for at kunne tage fra i duellerne, siger Nicolaj Tornvig.