Transfervinduet er slut, og undervejs er to spillere blevet tilført FC Midtjyllands førsteholdstrup. Både Mikael Uhre og Junior Zé er i fuld gang med at blive integreret i klubben – og det sker blandt andet via klubbens onboarding-system.
– Onboarding er den første periode i klubben. I første omgang omhandler det lægetjek, bolig, bil – alt det praktiske – men det handler også om at introducere spilleren for stabsmedlemmer og generelt sørge for, at vedkommende kommer godt fra land.
Sådan introducerer Head of Scouting Operations, Casper Pedersen, når han bliver bedt om at beskrive FC Midtjyllands tilgang til onboarding.
Selv står han i spidsen for onboarding-processen, når det kommer til nøglepersoner (spillere og trænere, red.) omkring førsteholdet. Det betyder ikke, at han løber med alle opgaver – men han fungerer som en ‘blæksprutte’, der sørger for, at alle afdelinger gør det, der er relevant i en onboarding-proces.
– I den proces får jeg hjælp fra mange forskellige folk i huset. Her vil jeg især gerne fremhæve Anita Hauge (Team Manager på førsteholdet, red.). Hun har styr på det hele og sørger for, at alle dokumenter i forbindelse med det nye liv i Danmark falder på plads, siger Casper Pedersen og fortsætter:
– Hvis spilleren skal bruge for meget tid på praktik, har vi en tese om, at det kan gå ud over at præstere fra dag ét – og det gælder uanset, hvem der kommer ind. Om man er gammel eller ung, erfaren eller uerfaren, kører vi nogenlunde samme procedure.
Betyder mere og mere
FC Midtjyllands førsteholdstrup består dags dato af knap 20 forskellige nationaliteter – og denne udvikling har øget kravene til en succesfuld onboarding.
– Det er uden tvivl noget, vi lægger mere vægt på i dag. Førsteholdstruppen er blevet mere multikulturel med et hav af forskellige nationaliteter. Som en naturlig konsekvens – i en positiv forståelse – har det betydet, at vi har øget vores fokus på onboarding. Det er noget, vi taler om i organisationen, og jeg er stolt af, at det lever på både medarbejder- og spillerniveau.
– Det er faktisk også blevet noget, vi bruger aktivt i vores rekruttering af spillere.
Og selvom man arbejder ud fra de samme synergier og processer ved alle typer spillere, er der naturligvis forskel på, om der er tale om en 20-årig udenlandsk tilføjelse eller en erfaren dansker, fortæller Casper Pedersen, der ved førstnævnte blandt andet får hjælp af den mexicanske specialtræner på førsteholdet, Rodrigo Prieto:
– Hos de spansk-, portugisisk- og fransktalende har vi Rodrigo som en kæmpe nøgleperson, fordi han både kan tale fodboldfagligt, men først og fremmest også flydende, med dem – i modsætning til os andre, der nogle gange står med telefonen og oversætter. Selvom han er træner, har han også onboarding i sin arbejdsportefølje.
Det gode forløb
Hvornår vil du vurdere, at et onboarding-forløb er en succes?
– Det er noget, der er svært at måle på, men det har man en følelse af, og det er noget af det fede ved at arbejde med mennesker. Vi gør alt for at give os selv de bedst mulige forudsætninger for at have den gode følelse over for dem, vi nu engang henter til – uanset hvilken rolle de tiltænkes at have i truppen. Vi gør ingen forskel og bruger den samme guideline på alle.
Casper Pedersen fremhæver sommerens tilføjelse af Martin Erlić, der har boet i Kroatien indtil 16-årsalderen og derefter i Italien i 11 år, inden turen i august gik til det kolde Skandinavien. Gennem den profilerede stopper tegner vi nedenfor et onboarding-forløb i FC Midtjylland.