Darío Osorio indtog en hovedrolle søndag i Vejle. Med et mål og en assist var den chilenske landsholdsspiller en af hovedarkitekterne i den vigtige 2-0-sejr.
– Det var en god kamp for mig. Det var vigtigt, at vi fik et resultat med hjem, for lige nu handler det om at få pointene i hus, og det gjorde vi, fortæller Osorio.
– Jeg vil score flere mål end sidste sæson – og lave flere assists også – så det er vigtigt for mig at bidrage til holdet.
Ved assisten til Franculino så vi lidt af det samarbejde, I har på banen, gjorde man ikke?
– Jo, vi har en god relation både på og udenfor banen, så det vil jeg give dig ret i. Vi finder hinanden godt, men udenfor banen taler vi faktisk ikke så meget om fodbold. Vi hygger os – spiller tennis i fritiden og fodtennis før og efter træning, siger chileneren med et smil.
Store mål for sæsonen
Det 21-årige stortalent kom til det midtjyske i sommeren 2023. Første sæson bød på et dansk mesterskab, mens sidste sæson var uden trofæer. Her noterede chileneren sig for 39 kampe og syv mål.
– Mit mål denne sæson er 15 mål og samtidig at bidrage med en masse assists, siger Osorio, når han bliver spurgt ind til de personlige ambitioner for sæsonen.
Video: Dario Osorio – 12.000 kilometer hjemmefra
– Jeg ved, det er en ambitiøs målsætning, så det kommer til at kræve hårdt arbejde. Jeg arbejder på at befinde mig i de rigtige shot locations i løbet af kampene, og det, tror jeg, bliver nøglen.
Fokus på KuPS
Torsdag venter de finske The Double-vindere, KuPS, i playoff-runden til Europa League. Et opgør, Darío Osorio ser stor vigtighed i.
– Jeg tror, det bliver svært, men vi har forberedt os godt og set på, hvor vi skal slå til. Det er en virkelig vigtig kamp, og jeg tror på, at vi kommer til at gå videre.
– Vi vil selvfølgelig i Europa League. Det er en større turnering mod nogle dygtige hold, og det er det, vi alle ønsker.
Tim Sparv om KuPS: De er kompakte og ‘street-smarte’
Sidste sæson noterede offensivprofilen sig for otte kampe og tre mål i Europa League-ligafasen, hvor særligt målene mod Hoffenheim og Ludogorets skiller sig tydeligt ud; to langskudsmål i ægte Osorio-stil.
– Jeg husker alle kampene. Jeg missede Frankfurt-kampen, og det var svært for mig, for det var et opgør, jeg virkelig havde glædet mig til. Særligt Sociedad på udebane var speciel – vi var underdogs og skulle forsøge at spille os videre mod et af de bedste hold i Spanien, siger Osorio, der selv kom på måltavlen på Estadio Anoeta.
Der er kickoff mod KuPS torsdag aften kl. 18.30.