Landsholdspausen er slut, spillerne er på vej retur til det midtjyske, og nedenfor samler vi op på nogle af de mest nævneværdige FCM-præstationer, der har fundet sted rundt på fodboldkontinentet den seneste tid.
Elias Olafsson rejser hjem fra den islandske landsholdslejr med en god portion selvtillid i tanken. Den 2,01 meter høje keeper holdt clean sheet i holdets første VM-kvalifikationsopgør mod Azerbaijan, som blev vundet med 5-0.
Tirsdag aften ventede så en stor udfordring på Parc des Princes i Paris mod Frankrig. Island kom foran, men franskmændene svarede tilbage på et straffespark fra Kylian Mbappé i 1. halvlegs tillægstid. Senere blev det også til 2-1 – og selvom Island spillede de sidste 20 minutter i overtal og tilmed fik underkendt et mål efter VAR-tjek, endte det ud i et nederlag.
FCM-keeperen leverede seks redninger og forhindrede 1,03 xG undervejs mod de tidligere verdensmestre.
En anden FCM’er, der kommer retur til Danmark med oprejst pande, er Lee Han-beom. Den sydkoreanske stopper har spillet fuld tid i begge af Sydkoreas testkampe mod henholdsvis Mexico (2-2, red.) og USA (2-0-sejr, red.). Ved siden af sig i midterforsvaret spillede Bayern Münchens Kim Min-jae også samtlige 180 minutter.
Franculino har også fået fint med spilletid i landsholdspausen. 3F Superliga-topscoreren spillede 23 minutter i VM-kvalkampen mod Sierra-Leone, som endte 1-1. Dernæst startede angriberen inde og spillede 82 minutter i 2-0-triumfen mod Djibouti – også i kvalifikationsstadiet til VM-slutrunden i USA, Canada og Mexico i 2026.
På ungdomsniveau springer særligt Malik Pimpong i øjnene. Den midtjyske U19-angriber, der i landsholdsregi tørner ud for Danmark U18, scorede hattrick mod Norge i danskernes flotte 4-1-sejr. Pimpong bar tilmed anførerbindet.
Også Julius Emefile kom på måltavlen, da Danmark U19 tabte med 2-3 til nordmændene.
I alt var 20 FCM’ere udtaget til diverse landshold.
Få det fulde overblik: 20 FCM-spillere udtaget til landsholdene